Danmarks beredskab mod olieudslip sejler

Danmark er det land i Østersø-regionen, som har størst risiko for olieudslip. Men beredskabet er det svageste.

Danmark kan komme i alvorlige problemer, hvis farvandene omkring landet bliver ramt af olieudslip.

Vi har nemlig det dårligste beredskab mod udslip i hele Østersø-regionen, selvom vi har den største risiko for at blive ramt.

Det skriver Politiken i søndagens avis.

- Det er beskæmmende, at der er så stort et misforhold mellem kvaliteten af vores udstyr og så den risiko, vi lever med. Når vi er mest udsat, bør vi selvfølgelig også have det bedste udstyr, siger Henning Mørk Jørgensen, havbiolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge avisen er Søværnets fire såkaldte miljøskibe "forældede, ineffektive og så mangelfulde, at de ikke ville blive godkendt til forureningsbekæmpelse, hvis de var civile fartøjer".

Den fremhæver også, at de flydespærringer, der skal inddæmme olien fra et udslip, ikke virker blæsevejr, eller hvis der er is i farvandet.

Beredskabet er særdeles relevant for Danmark viser det såkaldte Brisk-projekt, som Ingeniørvirksomheden COWI har udarbejdet for Østersø-landene.

Her er det netop konkluderet, at de danske farvande Øresund, Storebælt og Kattegat i gennemsnit vil opleve et olieudslip på størrelse med katastrofen med 'Baltic Carrier' i 2001 hvert 11. år.

Her havnede 2400 ton olie i Østersøen ud for Møn med 20.000 døde fugle og oprydning for 100 millioner kroner til følge.

Til sammenligning vil en lignende ulykke kun ske hvert 39. år i Den Finske Bugt, hvorfra fyldte olietankere sendes af sted fra russiske havne mange gange daglig.

- Det gør da et stort indtryk, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

- Det er ingen hemmelighed, at vores miljøskibe er udslidte. Derfor er beredskabets fremtid også højt på dagsordenen, når vi forhandler om, hvordan fremtidens forsvar skal se ud, varsler ministeren.

Oversigt

    Oversigt