Lego-ejer satser på fynsk wellness til heste

Lego's ejer er gået ind i foderbranchen. Han er blevet medejer af et fynsk foderfirma, som satser på wellness til heste.

Lego's ejer og Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, gør andet og mere end at sælge millioner af Lego-klodser til børn i hele verden. Han er også en stor hesteentusiast, og senest har han investeret i det fynske foderfirma Innordic International. Det skriver Finans.dk.

Lego-milliadæren ejer en række hestestutterier, heriblandt stutteriet Blue Hors, og det er dette stutteri, der nu har købt omkring 20 procent af det fynske foderfirma, som promoverer sig på at udvikle wellness-produkter til heste. 

Blandt produkterne finder man blandt andet lakseolie og energitilskud. 

Køb skal skabe synergi

Ulla Luundhus, der er kommunikationschef i Lego-familiens investeringsfirma, Kirkbi, bekræfter købet: 

- Innordics produktportefølje, som består af naturlige tilskudsprodukter til heste, passer rigtig godt ind i Blue Hors’ strategi på området. Forventningen er at skabe synergi imellem Innordics naturlige tilskudsprodukter og Blue Hors´ eksisterende plejeprodukter, fortæller kommunikationschefen til Finans. 

Innordic International holder til i Skamby på Nordfyn. Ejer Svenning Tvede stiftede Innordic International tilbage i 2010, og selvom virksomhedens hovedsæde ligger på Nordfyn, så er de repræsenteret over det meste af verden. 

 Investering på trods af underskud

Ulla Luundhus vil ikke afsløre, hvor stort et beløb Blue Hors og Kjeld Kirk Kristiansen har postet i det fynske firma, men købet kommer ovenpå en periode med dårlige tal for Lego-milliardærens stutteri. Ifølge Finans.dk har Blue Hors i perioden fra 2013 til 2015 givet et underskud efter skat på omkring 150 millioner. 

Kjeld Kirk Kristensen er ikke den eneste i Lego-familien, der har en passion for heste. Hans søn, Thomas Kirk Kristiansen, ejer i forvejen et stutteri på Fyn. 

Oversigt

    Oversigt