I det fynske folks tjeneste

Dansk 49'er sat tilbage efter skidt dag

Allan Nørregaard og Peter Lang sejlede langt fra op til deres bedste på fredagens tre sejladser.

Det ser efterhånden tvivlsomt ud i forhold til OL-medaljer for danske Allan Nørregaard og Peter Lang i 49'er-klassen ved de olympiske lege, hvor de fredag leverede tre middelmådige sejladser.

Dagens første sejlads endte med en skuffende 13.-plads, som i den efterfølgende sejlads blevet forbedret betydeligt med en acceptabel placering som nummer 6.

Allan Nørregaard og Peter Lang sluttede imidlertid decideret skidt af, da løbets 11. sejlads blot resulterede i en 16.-plads.

De to danskere rykker efter fredagens sejlads tilbage i den samlede stilling, hvor de nu er nummer otte. Det er en enkelt plads ringere end efter torsdagens sejladser.

Til danskernes held har de dog fortsat fire indledende sejladser og en medaljesejlads til at indhente de førende nationer. Det drejer sig om Australien, New Zealand og Finland, der lige nu ligger på de tre første pladser.

Blandet så det også ud for de øvrige danskere i sejlsporten fredag.

Mest opsigtvækkende var Jonas Høgh-Christensen, der efter fredagens sejlads har sikret sig mindst en bronzemedaljer efter at have distanceret sig så meget til båden på fjerdepladsen, at ingen kan forhindre endnu en dansk medalje.

I starbåden havde Michael Hestbæk og Claus Olesen en iøjnefaldende dårlig niende og tiende sejlads, hvor de sluttede på først en 14.-plads efterfulgt af en placering som nummer 10.

Danskerne er nu nummer 11 i den samlede stilling inden den afsluttende medaljesejlads søndag.

Henriette Koch og Lene Sommer sejlede fredag deres første sejladser ved OL i London i 470'eren. Den første sejlads gik ganske fint med en femteplads, men danskerne fulgte op med en skuffende 12.-plads i anden sejlads.

Det placerer dem på en øjeblikkelig syvendeplads.

Thorbjørn Schierup sejlede sig i laseren ind på en femteplads efterfulgt af en grim 23.-plads i syvende og ottende sejlads. Samlet ligger han nummer 18.

I sin laser radial hentede Anne-Marie Rindom en 23.- og 27-plads og ligger efter otte sejladser nummer 15 i den samlede stilling.

Ved du noget? Så send os et tip