I det fynske folks tjeneste

Dansk badmintonhåb slår fremtidens håb

Den 16-årige ungdomsverdensmester Viktor Axelsen måtte se sig besejret af Jan Ø. Jørgensen, der er videre til kvartfinalerne ved Denmark Open i Odense.

Jan Ø. Jørgensen var bedst, da to af Danmarks største badmintonhåb torsdag spillede om en kvartfinaleplads ved Denmark Open.

Jørgensen, der er 22 år, slog således den seks år yngre ungdomsverdensmester Viktor Axelsen med 21-14 og 21-16.

Selv om det var teenagerens første store turnering, fik Axelsen i begge sæt skabt en smule spænding. Jan Ø. Jørgensen, der er fjerdeseedet i Odense, trak dog hver gang fra sin unge landsmand.

Sejren betyder, at Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen kan se frem til et møde med tyske Marc Zwiebler.

Jørgensen er samtidig den eneste tilbageværende dansker, da Joachim Persson tabte sin kamp i anden runde til Taufik Hidayat fra Indonesien.

Danmarks bedste herrespiller, Peter Gade, har meldt fra til turneringen på grund af en rygskade.