Dansk Byggeri: Job på vej til Fyn

Flere arbejdspladser og flere lærerpladser er på vej til Fyn. Det vurderer Dansk Byggeri efter at politikerne søndag indgik aftale om Boligjob-ordning.

- Jeg er meget glad for, at vi nu med sikkerhed endelig kan sige til kunderne, at BoligJob-ordningen er genindført, og at kunderne får deres håndværkerfradrag. Det vil helt sikkert være med til at sætte gang i en masse arbejde ude hos private boligejere og ikke mindst give arbejde til ledige håndværkere på Fyn og flere lærepladser, siger formand for Dansk Byggeri Fyn, Claus Larsen.

Ordningen betyder at både ejere af huse og sommerhuse kan få fradrag for håndværkerarbejde. Det kommer i særlig grad Fyn til gode.

- Vi har jo mange sommerhuse på Fyn, og derfor vil en udvidet ordning gøre det mere attraktivt at fx energirenovere nogle af de lidt ældre sommerhuse. Det betyder, at vi får flere sommerhuse, der lever op til nutidens krav om at spare på energien, samtidig med at vi skaber aktivitet og arbejdspladser i yderområderne, hvor sommerhusene typisk ligger, siger Claus Larsen.

Samlet set giver BoligJob-ordningen ifølge Dansk Byggeris beregninger 4.300 arbejdspladser i 2013 fordelt ud over hele landet, og små 1000 job i Region Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt