I det fynske folks tjeneste

Dansk konvertit anker terrordom til Højesteret

Forsvarsadvokat Frank Wenzel ønsker, præcis som sine kolleger, at terrorsagen fra Odense skal gå om.

Landsrettens dom over konvertit i terrorsagen fra Vollsmose anket

Som den sidste aktør i terrorsagen fra Odense valgte Abdallah Andersen onsdag at anke sin dom til Højesteret.

Dermed følger den 32-årige konvertit i fodsporene på 22-årige Ahmad Khaldhahi og 34-årige Muhammad Zaher, der ligeledes har anket deres domme til højeste instans.

- Anken vil såvel angå spørgsmål om, hvorvidt landsretten har begået rettergangsfejl, som spørgsmålet om landsrettens dom skal formildes, oplyser Frank Wenzel til Ritzau.

Abdallah Andersen fik i Østre Landsret fire års fængsel, selv om anklagerne havde krævet 10-12 år.

Rigsadvokaten valgte tirsdag at anke samtlige tre domme til Højesteret "af principielle årsager". Ankesagen ventes at finde sted til foråret.

De tre mænd blev den 23. november kendt skyldige i at have anskaffet sig kemikalier og laboratorieudstyr og fremstillet sprængstoffet TATP til brug for en eller flere bomber.

Bomberne skulle bruges et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet.