Dansk musikkoryfæ lægger musik til Nordfyns Rosenfestival

Rosenfestivalen har fået sin helt egen lyd, og det er ingen ringere end Bent Fabricius Bjerre, der har skrevet melodien.

Cirka 450 mennesker havde sat sig til rette i stolene i Støberiet på havnen i Bogense i dag, da Nordfyns Rosenvals blev præsenteret for allerførste gang. Da Bent Fabricius Bjerre besøgte festivalen i 2015 blev han nemlig inspireret til en vals om festivalens hovedperson, rosen, og han har nu givet sangen i gave til festivalen. 

Ikke nok med at Bent Fabricius Bjerre har skrevet melodien, har Keld Heick også skrevet teksten til, som selvfølgelig også handler om roser. Til at præsentere sangen i dag var så Keld Heicks datter, Annette Heick, som blev akkompagneret af Henrik Krogsgaards Kvintet. 

- Det har på en måde en lidt gammeldags tone, men det passer meget godt til der her med roser. Der er jo noget oldschool over sådan et arrangement, så det må gerne emme af historie og noget romantisk, siger Annette Heick om sangen. 

Radio Nordfyn pressede Bent Fabricius Bjerre

Det hele begyndte, da Bent Fabricius Bjerre i 2015 åbnede Rosenfestivalen, hvor temaet var musik. I den forbindelse gav han et interview til Oskar Pedersen fra Radio Nordfyn, hvor han fik sagt, at Rosenfestivalen godt kunne inspirere ham til at skrive musik om roser.

Bordet fangede. Da Oskar Pedersen i 2016 ikke havde hørt, at Bent Fabricius Bjerre havde udgivet en ny sang om roser, skrev han til den store kunstner, og spurgte hvor sangen blev af. Og selvfølgelig havde han vedhæftet en lydfil med interviewet som dokumentation. 

Lige inden Rosenfestivalen i 2017 fik Oskar Pedersen et svar tilbage fra Bent Fabricius Bjerre med Nordfyns Rosenvals. Desværre var der ikke tid nok til, at der kunne blive skrevet en tekst, og de kunne finde en til at fremføre sangen, så den måtte ligge i skuffen til i år, hvor den fik den helt rette præsentation. 

Gæsterne vilde med sangen 

Der blev både gynget og klappet med, første gang Annette Heick fremførte sangen. Anden gang var publikum også med på omkvædet:  

Alle roser står hjertet nær,

Vel har de sjæl hver for sig.

Men der er

Én især,

Det er en rose fra dig.

Og der var da også lutter roser efter koncerten. 

- Den er virkelig, virkelig, virkelig dejlig. Og jeg synes godt, at jeg kan høre, at det er Fabricius Bjerre, der står bag. Jeg har ikke spor i mod unge, og jeg følger også med i de unge, men den unge rytmiske musik er ikke lige mig. Jeg holder på det mere nostalgiske, forklarer Therese Sørensen fra Odense. 

Selv gæsterne, der kom lang vejs fra, synes, at det var både turen og pengene værd. 

- Jeg blev glædeligt overraske, og jeg tror, at det er én, man kan komme til at nynne med på, siger Bitten Christiansen fra Aalborg. 

Set med lokale øjne var der dog et enkelt hår i suppen. 

- Den var meget fin at danse til. Teksten, synes jeg også, var meget sød, men jeg lagde mærke til, at ordet Bogense slet ikke indgik i teksten, bemærker Hans Erik Hansen fra Bogense. 

Inspireret til årets tema

Med udgangspunkt i festivalens helt egen valsemelodi er årets tema Vild med dans. Udover at byen er udsmykket med fantasifulde og imponerende blomsterkreationer over temaet dans, har gæsterne også kunne opleve designeren Jesper Høvrings dansekjoler, og den kendte dommer fra Vild med dans, Jens Werner, som både vært og foredragsholder. 

 

Hvis du ikke kan få nok af Rosenvalsen, kan den genhøres og downloades på Rosenfestivalens hjemmeside. Her er musikken arrangeret af John Syberg, indspillet af Odense Symfoniorkester og sunget af Annette Heick.  

Oversigt

    Oversigt