I det fynske folks tjeneste

Dansk OL-talent godt fra start i omnium

Den fynske cykelrytter Lasse Norman Hansen ligger efter første afdeling af omnium på en fjerdeplads.

Det danske cykeltalent Lasse Norman Hansen er kommet godt fra start i OL-disciplinen omnium.

I den første af i alt seks afdelinger kom 20-årige Norman Hansen lørdag ind i fjerdebedste tid i 250 meter flyvende start.

Faktisk lå danskeren til at slutte på førstepladsen, inden de tre sidste ryttere skulle i aktion.

Britiske Edward Clancy samt de to australiere Shane Archbold og Glenn O'Shea kom dog alle ind i bedre tider end Normann Hansen.

Norman Hansen vandt bronze ved VM i omnium i år, endte lige uden for medaljerækkerne ved EM i 2011 og må derfor betegnes som et dansk medaljehåb ved legene.

I omnium får man point efter hver konkurrence. Førstepladsen får et point, andenpladsen to og så videre.

Lasse Norman Hansen ligger derfor på en foreløbig samlet fjerdeplads, inden han senere lørdag kører de to næste afdelinger.

Ved du noget? Så send os et tip