Dansk toppar udgår fra Denmark Open med skade

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen må trække sig fra Denmark Open efter en skade til Rytter Juhl.

Det så ikke godt ud, da den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen torsdag kæmpede sig videre til kvartfinalen i badmintonturneringen Denmark Open.

Rytter Juhl måtte ved stillingen 20-20 i tredje sæt gå ud på sidelinjen med en skade i knæet, men formåede alligevel at komme tilbage og spille kampen færdig. 

Men skaden har vist sig at være for alvorlig til, at det danske toppar kunne fortsætte i turneringen, og de har derfor måtte se sig nødsaget til at trække sig kort før fredagens kvartfinale.

- Jeg er selvfølgelig sindssygt ærgerlig lige nu. Jeg havde det ikke særligt godt i mit knæ efter kampen i går, men både Christinna og jeg håbede, at det ville blive bedre i løbet af natten og i dag.

- Fredag aften til Denmark Open er altid super fedt, og noget som vi virkelig havde glædet os til, siger Kamilla Rytter Juhl i en pressemeddelelse fredag.

Ifølge de danske badmintonspilleres fysioterapeut, Marlene Søby Vestergaard, har Rytter Juhl fået en lille forstrækning i sit højre knæ.

- Knæet er ikke løst, men det giver ubehag, når hun spiller. Det er vigtigt at kunne stole på sit knæ, for at der ikke sker yderligere forværring eller andre skader, siger Marlene Søby Vestergaard i samme pressemeddelelse.

Danskerne skulle have mødt japanske Naoko Fukuman og Kurumi Yonao, der altså nu går videre til lørdagens semifinaler.

Der er dog stadig masser af danskere i fredagens kvartfinaler. Den danske verdensmester Viktor Axelsen møder indiske Kidambi Srikanth, og mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen skal også i kamp.

Nøhr skal ligeledes spille herredouble med Kasper Antonsen fredag. De møder et andet dansk par, topseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Oversigt

    Oversigt