Danske arbejdspladser er i europæisk elite

Rekord mange danske arbejdspladser er på listen over Europas 100 bedste i 2010.

Danske arbejdspladser er i særklasse i Europa.

Hele 20 danske virksomheder har kvalificeret sig til listen med Europas 100 bedste arbejdspladser i 2010, der offentliggøres i Madrid torsdag.

Det rekordstore antal danske arbejdspladser på den europæiske liste er et udtryk for, at de bedste arbejdspladser i Danmark har en høj social kapital, siger Kim Møller, administrerende direktør i Great Place to Work Institute, der står bag listen.

- Det gør, at de danske arbejdspladser i et trivselsperspektiv kommer forholdsvis godt igennem krisen og klarer sig relativt bedre end de deltagende arbejdspladser i nogle af de øvrige europæiske lande, siger han.

Kim Møller peger på, at det kun er Tyskland, som er repræsenteret med flere virksomheder end Danmark

- Når man tænker på, at den danske befolkning kun udgør 1,3 procent af den samlede befolkning i Europa, er det rigtig flot, at vi besætter hele 20 procent af pladserne på den europæiske liste, siger han.

Ud over at være stærkt repræsenteret på den generelle liste, så er der også speciel hæder til flere danske virksomheder.

Pensionskoncernen ATP er Europas anden bedste arbejdsplads i kategorien virksomheder med flere end 500 ansatte. Mens Middelfart Sparekasse opnår samme hæder i kategorien arbejdspladser med færre end 500 medarbejdere.

Det er ottende år i træk, at listen bliver offentliggjort.

Oversigt

    Oversigt