Danske nazist-udbrydere vil i regionsråd

Et parti af såkaldte nationalister stiller op til kommunal- og regionsvalgene til september. Blandt andet i Region Syddanmark.

Når danskerne går til kommunal- og regionsrådsvalg til november, bliver det flere steder muligt at sætte krydset ved Danskernes Parti.

Det såkaldte nationalistiske parti, som er en udbrydergruppe fra det nynazistiske Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), stiller nemlig op i fire regioner og fire kommuner. Det skriver Information.

- Vores ambition er klart at opnå valg i mindst én kommune eller region, siger partiets formand, 23-årige Daniel Carlsen.

- Men man kan også få succes uden at opnå valg - hvis man får en masse stemmer rundt omkring i landet. Så man kan ikke sætte et procenttal på, hvad der er succeskriteriet, tilføjer han.

Daniel Carlsen forlod DNSB i 2011 sammen med en række hovedsagelig yngre medlemmer fra Jylland og stiftede Danskernes Parti.

Det skete dels i protest mod, hvad udbryderne beskrev som DNSB's manglende ambitioner og aktivitetsniveau efter den mangeårige formand Jonni Hansens pludselige stop af "personlige årsager".

Og dels i et forsøg på at "træde ud af 30'ernes skygge", som Daniel Carlsen har forklaret. Siden har Daniel Carlsen overtaget netop Jonni Hansens tidligere rolle som Danmarks mest kendte nazist - eller nationalist - skriver Information.

Ved kommunal- og regionsrådsvalgene 19. november er Daniel Carlsen selv partiets spidskandidat i Region Midtjylland - samt en endnu ikke navngivet kommune i regionen.

Han får også følgeskab af partifæller i Fredericia Kommune og Region Syddanmark samt Hjørring Kommune og Region Nordjylland.

Endelig er den tidligere initiativtager til Borgerlisten Stop Indvandringen og studievært på Radio Holger, Kaj Vilhelmsen, partiets spidskandidat i Københavns Kommune og Region Hovedstaden, skriver Information.

Men Danskernes Parti får det svært, vurderer Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks medie- og journalisthøjskole og ekspert i kommunalpolitik:

- Kommunal- og regionsreformen har gjort det vanskeligere for alle små partier at komme ind på grund af valgmatematikken. Der er ganske enkelt færre mandater at fordele og flere vælgere i hver kommune og region.

- Så mit bedste gæt er, at Danskernes Parti ikke får held med det, siger Roger Buch til Information.

Oversigt

    Oversigt