I det fynske folks tjeneste

Danske OL-sølvvindere: En fantastisk rejse

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen er generelt set meget tilfredse med at få sølv i deres OL-debut.

Trods nederlaget i OL-finalen til kineserne Fu Haifeng og Cai Yun er den danske herredouble i badminton Mathias Boe og Carsten Mogensen overordnet set meget tilfredse med udbyttet af deres første olympiske lege.

- Det er helt vildt, at vi nåede finalen. Det er som en fantastisk rejse, et eventyr. Vi er selvfølgelig rigtig rørte og stolte over det, siger Mathias Boe.

- Man skal nok være idrætsudøver for at forstå, hvor mange ting vi har ofret i de seneste 15-16 år. Det er svært at præstere under pres, så når det lykkes, er man rigtig stolt, siger Mathias Boe.

Danskerne, som var seedet til semifinalerne ved OL, erkender, at de firedobbelte verdensmestre Fu Haifeng og Cai Yun var for stærke i finalen.

Kineserne vandt deres første OL-titel med en sejr på 21-16, 21-15.

- Vi troede hele vejen på, at vi kunne vinde, selv om vi kunne mærke, at de spillede rigtig godt. Men vi prøvede, siger Carsten Mogensen.

Målsætningen for de danske badmintonspillere ved OL var at komme hjem med en medalje.

Det endte med at blive to medaljer, eftersom Joachim Fischer og Christinna Pedersen vandt bronze i mixeddouble.

Ved du noget? Så send os et tip