Danske rockdronninger kommer forbi Odense

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen drager sammen på turné i foråret 2019, hvor de kommer til Odense. Sidst de optrådte sammen er 37 år siden.

For små 40 år siden begyndte de at spille sammen i Anne Linnet Band, men de blev hurtigt til hele landets Anne, Sanne og Lis.

Nu er det en realitet, at Anne, Sanne og Lis bliver genforenet, når de i foråret 2019 drager sammen på turné - og de kommer til Odense. 

Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

På turnéen lægger de vejen forbi Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.

Første koncert er den 16. maj 2019 i Gigantium i Aalborg, mens turnéen afsluttes i Royal Arena i København den 31. maj.

De tre pop- og rockkvinder har allerede besluttet, at grundstammen i repertoiret til koncerterne bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band.

Derudover vil de spille sange fra deres respektive solokarrierer.

Billetsalget til de fem koncerter begynder torsdag den 22. marts klokken 10.00 via ticketmaster.dk.

Tilsammen har de tre kvinder udgivet mere end 75 regulære albummer.

Billetterne til koncerterne koster omtrent 520 kroner, men priserne varierer lidt alt efter spillested.

Mange år på bagen

I 1980 fik Sanne Salomonsen sit kunstneriske gennembrud, da hun kom med i Anne Linnet Band sammen med Anne Linnet og Lis Sørensen.

Bandet havde en kort, men succesfuld levetid, hvor de nåede at udgive to albummer - et i 1981 og et i 1982.

Især balladen "Det er ikke det du siger" har brændt sig fast i den kollektive bevidsthed.

De tre kvinder har i dag hver især sin aktive karriere.

Sanne Salomonsen er lige nu aktuel som dommer i DR-programmet X Factor.

Og i starten af januar 2018 udkom DR med en dokumentarserie på tre afsnit om Anne, Sanne og Lis. Den er stadig tilgængelig på DR's hjemmeside.

 

Oversigt

    Oversigt