I det fynske folks tjeneste

Danskere og nydanskere skal mødes over en middag

Den 22. april mødes danskere og nydanskere i København, Odense, Århus og Ålborg for at spise middag sammen. Et nyt arrangement skal få danskere og nydanskere lidt tættere på hinanden

Der er spændende mad på menuen når danskere og nydanskere mødes over en middag

'Vigtigt' hedder arrangementet og kvinden bag er Michelle Hviid.

-Mit mål med 'Vigtigt' er, at minimum 1500 danskere skal hjem og spise middag hos minimum 1500 indvandrere og vice versa. Og det er min drøm, at flere danskere og nydanskere vil hilse på hinanden efter den 22. april, fortæller hun.

Michelle Hviid er også kvinden bag arrangementet 'Running Dinner' for singler på udkik efter en kæreste. Formålet med 'Vigtigt' er dog ikke at deltagerne skal være kærester, men at de skal besøge hinanden i de forskellige hjem og på den måde få et indblik i en anden kultur. Gensidig respekt er essensen af arrangementet.    

-En enkelt aften løser selvfølgelig ikke alle problemer med integration i Danmark, men ved at åbne vores hjem for hinanden, kan vi tage et vigtigt skridt i retning af større forståelse for hinandens forskelle og ligheder

Arrangementet er ikke kommercielt og et eventuelt overskud går ubeskåret til Røde Kors.

Fakta


  • 'Vigtigt' starter kl. 16 til eftermiddagste på den første adresse. Kl. 18 er der aftensmad på en anden adresse og kl. 20 er der aftenkaffe og dessert på en tredje adresse. På denne måde når hver deltager at møde rigtigt mange af de andre deltagere på en enkelt aften.
  • Det koster henholdsvis 50, 75 og 75 kroner at deltage.
  • Læs mere om arrangementet på www.vigtigt.dk