Danskerne: Hjemmeværnet er alle tiders

Når hjemmeværnet på Fyn holder nytårsparole lørdag eftermiddag sker det med bevidstheden om, at danskernes opbakning til hjemmeværnet er større end i mange år.

Hjemmeværnsdistrikt Fyn holder nytårsparole lørdag eftermiddag i Odense Domkirke med deltagelse af flere hundrede medlemmer og en række inviterede gæster.

Det sker med bevidstheden om, at danskernes opbakning til værnet er større end i mange år. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Ni ud af ti danskere mener, at hjemmeværnet bidrager til at løse relevante samfundsopgaver, og at hjemmeværnets støtte til militære opgaver er vigtig.

Dermed er danskernes opbakning på det højeste niveau i de 12 år, den slags undersøgelser er blevet lavet.

Undersøgelsen viser blandt andet også, at:

  • Syv ud af ti mener, at hjemmeværnets støtte til politiet er blevet mere eller meget mere relevant.
  • Seks ud af 10 mener det samme om hjemmeværnets støtte til forsvaret og beredskabet.
  • Mere end otte ud af ti har tillid eller stor tillid til, at hjemmeværnet kan løse sine opgaver.
  • Ni ud af ti mener, at hjemmeværnets støtte til militære opgaver er vigtig.

En stor del af forklaringen er formentlig de senere års terroranslag, klimakatastrofer og flygtningestrømme, mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

- Med et skiftende trusselsbillede er der et øget behov for sikkerhed. Derfor er det vigtigt, at Hjemmeværnet stiller op, når Forsvaret, Politiet eller Beredskabet har behov for det. Når Hjemmeværnet ifølge undersøgelsen er en mere relevant støtte end tidligere, kan det hænge sammen med, at Hjemmeværnet synliggør den tryghed, som danskerne finder ekstra vigtig i disse år, siger han.

På baggrund af det kan det måske undre, at kendskabet til, hvad hjemmeværnet egentlig laver, ikke er voldsomt stort.

Kun ti procent af danskerne mener, at de i høj grad har kendskab. 38 procent har i nogen grad kendskab, mens 42 procent svarer, at de i mindre grad kender til hjemmeværnets arbejde. Ti procent har slet ikke kendskab til det.

1909 danskere har deltaget i Danmarks Statistiks undersøgelse.

Du kan læse hele undersøgelsen her.

 

Her kan du se en reportage fra Hjemmeværnet på Fyns nytårsparole. Foto: Peter Clowes

 

Oversigt

    Oversigt