I det fynske folks tjeneste

Danskerne sladrer om hinandens snyd

Får du dagpenge uden at have ret til det, skal du ikke snakke højt om det på vej ned ad trapperne i opgangen eller ved plankeværket i haven. Der er en god risiko for, at naboen melder dig for socialt bedrageri.

Det skriver Urban.

Både i København, Århus og på Fyn lyder meldingen om en stigning i anonyme anmeldelser af snyd med offentlige ydelser. I København har der i 2009 været 70 sager, der er startet via en anonym anmeldelse.

Ca. 75 procent af dem har vist sig at holde stik. En klassiker er, når far og mor lader som om, de bliver skilt og flytter fra hinanden. På den måde bliver moren 'enlig' og får forhøjet børnetilskud.

Reelt bor faren dog stadig hos moren, men har nu adresse hos en ven. Et andet hyppigt tilfælde er, når en herboende person fra et andet land for eksempel får kontanthjælp og så tager på månedlange rejser til hjemlandet. Det er først fra årsskiftet, sagerne er blevet optalt i København, men der er tale om en klar stigning, fortæller Hanne Mücke fra kontrolgruppen.

Det er mere årsagen, der er uklar.

- Et gæt er finanskrisen. Nogle må måske arbejde mere på grund af krisen, og så bliver de bitre, når de hører nogen snakke højt og flot nede ved Brugsen om, at de snyder systemet. De anonyme anmeldelser er taget til, og dem, der ringer eller skriver, er sure, siger hun.

Det er ikke kun i hovedstaden, at anmeldelserne om socialt bedrageri er stigende. I Århus og Svendborg er billedet det samme.

Teamleder på Borgerservice i Svendborg, Bjørn Pedersen, er enig.

- Der har været en jævn stigning af både anonyme og ikke-anonyme anmeldelser de sidste fem år. Jeg tror, det er fordi, samfundsmoralen har ændret sig. Der er større fokus på det nu end tidligere, og folk vil ikke være med til at finansiere naboens snyderi, siger han til Urban.