Danskerne tøver med at købe nyt Kim Larsen-album

Salget af Kim Larsen & Kjukkens seneste album ligger væsentligt lavere end bandets forrige album fra 2012.

Selv om det seneste album fra Kim Larsen & Kjukken er blevet solgt i flere end 10.000 eksemplarer og dermed er gået guld, lever ”Øst for Vesterled” ikke op til tidligere Kim Larsen-pladers succes.

Salgstallet for albummet, der blev udgivet i april, ligger væsentligt lavere end Kim Larsen & Kjukkens seneste plade, ”Du glade verden” fra 2012, hvor der allerede efter en uge var blevet solgt 10.000 eksemplarer. Efter en måned havde salgstallet dengang allerede passeret 40.000 eksemplarer, hvilket svarer til dobbelt platin.

Det kan dog være, at den odenseanske rocksanger indhenter antallet af solgte eksemplarer, når han den 25. maj starter sin sommerturné i Assens, hvor han blandt andet vil spille sange fra det nye album. Turnéen bringer også Odense-bandet forbi Tinderbox i Tusindårsskoven den 22. juni og Den Fynske Landsby i august.

Koncerter i Middelfart og Svendborg

71-årige Kim Larsen har dog ellers ikke haft problemer med at sælge album i løbet af de seneste år. Hans seneste soloplade, ”Mine damer og herrer”, der blev udgivet i 2010, blev solgt i flere end 90.000 eksemplarer, og ”Gammel hankat”-albummet fra 2006 blev det andenmest solgte i Danmark i 2000’erne.

Kim Larsen hittede med Gasolin’ i 1970’erne, og hans soloalbum ”Midt om natten” fra 1983 er fortsat Danmarks mest solgte album nogensinde – med svimlende 650.000 solgte eksemplarer. Nummer to er også fra Kim Larsen: Bellami-albummet ”Forklædt som voksen” har knap en halv million danskere stående på hylden.

Kim Larsen & Kjukken spiller desuden i Middelfart til Rock under broen den 10. juni og ved Valdemars Slot den 16. juni. I alt 37 koncerter fordelt i hele landet samt Norge og Sverige afholdes i løbet af sommeren.

Pladesalg i Danmark

 

Oversigt

    Oversigt