David N. ser frem til returen mod Prag

Angriberen David Nielsen kunne trods et par store brændte chancer glæde sig over at have spillet 0-0 ude mod Sparta Prag.

Mulighederne var der, men skarpheden manglede. To gange havde David Nielsen muligheden for at sikre OB et forrygende udgangspunkt inden returmødet med Sparta Prag. Men begge gange kiksede angriberen, først med hovedet og siden blev han tacklet i frit løb mod mål.

- Den første ærgrer mig mest, for jeg plejer at sætte den ind, når jeg header fra den afstand. På friløberen når jeg ikke at skyde, fordi jeg simpelthen ikke har set ham, der kommer ind fra venstre og tackler mig, sagde Nielsen bagefter om de to chancer.

Om 14 dage får han mulighed for at gøre skaden god igen i returkampen, og det glæder han sig til.

- Sparta Prag er helt sikkert et kanonhold, men vi har vist, at vi i hvert fald kan spille lige op med dem. Faktisk er det, som om at de knækker lidt de sidste 20 minutter, og det er lige så meget vores fortjeneste, lød det fra OB-angriberen.

Oversigt

    Oversigt