I det fynske folks tjeneste

Davinde Sø udstyres med bøjer

Børn og andre badegæsterne i Davinde Sø vil fra tirsdag kunne se, hvor vandet bliver dybt. Selskabet bag søen sætter bøjer op, efter at en syv-årig pige søndag druknede, da hun pludselig kom ud på dybt vand.

Davinde Sø er en nedlagt grusgrav og kendetegnet ved stejle skråninger på bunden. Det skal nu markeres, fortæller sekretariatschef Lise Bendix Madsen til DR Fyn:
- Vi vil gerne gøre noget, der forhåbentlig kunne forhindre, at en lignende ulykke skete igen. Vi tror, at det måske kan forbedre situationen for de badende. Især for de små børn, som så nemmere kan overskue, at hertil kan man gå ud, og når man går ud over den grænse, så er der en fare, siger hun.