I det fynske folks tjeneste

Efter togulykke: DB Cargo må igen køre med "lommevogne"

Selskabet DB Cargo, der var indblandet i togulykken på Storebælt, må igen køre med særlig type togvogne kaldet "lommevogne".

DB Cargo oplyser, at godstogskørsel ved brug af lommevogne og sættevogne vil blive genoptaget fredag. Foto: Masoud Jafari Pouia

DB Cargo har fået lov til igen at køre med den type togvogn, som var indblandet i togulykken på Storebæltsbroen 2. januar, hvor otte mennesker mistede livet.

Det oplyser Trafikstyrelsen til Ritzau.

Der er tale om sættevogne - også kendt som lastbiltrailere - sat fast på en lommevogn, altså godstogsvognen.

DB Cargo har fået grønt lys

I sidste uge forbød styrelsen transportvirksomheder brugen af sættevogne monteret på lommevogne.

Siden er det blevet ophævet for flere virksomheder - og nu også DB Cargo.

DB Cargo har fået grønt lys, fordi det har indsendt dokumentation for, at der er styr på sikkerheden - herunder låsemekanismen.

Togulykken skete tidligt 2. januar, da en sættevogn med ølkasser rev sig løs fra en lommevogn og ramte et modkørende passagertog. Ud over de otte dødsfald blev 16 kvæstet.

Siden viste en undersøgelse fra Havarikommissionen, at der kan være risiko for, at sættevognene ikke låses forsvarligt fast til lommevognen.

Kørsel med "lommevogne" genoptages fredag

DB Cargo oplyser, at godstogskørsel ved brug af lommevogne og sættevogne vil blive genoptaget fredag. Kørsel med øl forventes at starte igen i næste uge.

- Vi er stadig dybt berørt af ulykken, og vi har arbejdet meget omhyggeligt med at gennemgå og dokumentere vores sikkerhedsproducerer, siger Silke Janser, der er direktør for DB Cargo Scandinavia, i en pressemeddelelse.

Nye regler for kørsel

Trafikstyrelsen har efter ulykken også skærpet reglerne for, hvor hurtigt godstog må køre, når det blæser.

Derfor skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling. Det svarer til 15 meter i sekundet.

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer.

Ved storm - 25 meter i sekundet - er al godstransport forbudt.

Tidligere skulle al godstrafik først nedsætte hastigheden til 80 kilometer i timen, hvis det blæste mere end 21 meter per sekund.

En lommevogn er en togvogn til at transportere sættevogne og containere. Grafik: TV 2/Nyhederne

OVERBLIK: Den voldsomme togulykke på Storebæltsbroen

Efter forbuddet mod sættevogne har Trafikstyrelsen givet firmaer lov at bruge dem i transport igen.
 

DB Cargo, der var involveret i togulykken på Storebæltsbroen, har fået lov til igen at køre med sættevogne, der er læsset på lommevogne.
 

Det sker, efter at Trafikstyrelsen havde forbudt brugen af sættevogne, efter en af disse rev sig løs fra et godstog og dræbte otte personer i et modkørende DSB-tog.
 

Her kan du få et overblik over ulykken:

  • Ulykken skete omkring klokken 07.35 onsdag 2. januar på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.
  • Et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.
  • Toget havde afgang fra Aarhus klokken 05.19.
  • Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.
  • Otte passagerer mistede livet. De dræbte er fem kvinder og tre mænd. Ingen af de omkomne er børn.
  • 16 passagerer blev kvæstet i ulykken.
  • Passagertoget blev ramt af en løsreven sættevogn med Carlsberg-øl, da det passerede et modkørende godstog med lommevogne.
  • En lommevogn er en særlig godsvogn, der kan transportere og holde en sættevogn på plads.
  • 8. januar forbød Trafikstyrelsen brugen af sættevogne med øjeblikkelig virkning.
  • Derudover blev kravene ændret til, hvilke vindhastigheder der kræver, at togtrafik over Storebæltsbroen skal sænke hastigheden eller forbydes.

11. januar fik transportvirksomheden Hector Rail AB som den første tilladelse til at genoptage brugen af sættevogne monteret på lommevogne. Trafikstyrelsen vurderede, at vognene er tilstrækkelige sikre.

 

14. januar fik virksomheden, hvis vogn var indblandet i ulykken, DB Cargo, lov til at køre med godstog igen. Denne gang med en anden og mere sikker vogntype.

 

17. januar fik DB Cargo igen lov til at køre med sættevogne monteret på lommevogne.

 

Kilder: DSB, Fyns Politi, Ritzau, Banedanmark, Trafikstyrelsen.