I det fynske folks tjeneste

De dræbte obduceres

Politiet er i gang med at obducere de tre dræbte, som torsdag eftermiddag døde i en familietragedie i Otterup på Nordfyn.

Drabschef Henrik Justesen fra Fyns Politi oplyser til TV2/FYN, at de fredag formiddag er i gang med at obducere de tre dræbte.

Torsdag eftermiddag blev en 38-årig mand, en 38-årig kvinde og en 6-årig pige fundet skudt i et parcelhus i Otterup.

Politiet fandt et våben i huset, og obduktionen skal blandt andet være med til at fastslå, om det er drabsvåbnet.

Skilsmisse kan være motiv

Henrik Justesen fortæller, at moderen og den 6-årige pige er skudt først, hvorefter manden har skudt sig selv. Parret var midt i en skilsmisse, og det kan være et muligt motiv til drabet. Men afhøringer af familie og venner skal hjælpe til at klarlægge motivet.

Den 38-årige kvinde havde også en 14-årig søn, som ikke var hjemme, da tragedien skete, og han opholder sig nu blandt familie.

Flere medier fortæller, at manden var fritidsjæger. Disse oplysninger har TV2/FYN dog ikke fået bekræftet.

Ved du noget? Så send os et tip