De fynske friluftsbade er lukket trods det gode vejr

Der findes fire friluftsbade og et enkelt havnebad på Fyn, som er klorvandsbassiner med livreddere i åbningstiden. Fire af dem er lukket til trods for det gode vejr.

Fire friluftsbade og Odense Havnebad har alle været lukkede det meste af maj, til trods for at måneden i år har været tæt på den varmeste majmåned siden 1889.

Til forskel fra havnebadene i for eksempel Faaborg og Nyborg, er Odense Havnebad og de fire friluftsbade i Morud, Odense, Glamsbjerg og Allerup alle klorvandsbassiner, der har faste åbningstider.

Friluftsbadet Allerup Gamle Have er som det eneste åbnet hele tolv dage tidligere end sidste år. På førstedagen i søndags var 77 glade badegæster i vandet.

- Vi har været klar før tid, fordi vi i år er sluppet for at male bassinet og så selvfølgelig på grund af vejret, fortæller formanden for Allerup Gamle Have, Jimmy Adler Andersen.

I Odense har havnebadet været lukket det meste af maj på grund af vedligeholdelsesarbejde, efter der i længere havde dannet sig rust i bassinet. Ifølge hjemmesiden åbner det igen på fredag 25. maj. 

Formand for Allerup Gamle Have, Jimmy Adler Andersen, har allerede solgt en del familiekort.

Åbning afhænger af vejret

I Glamsbjerg åbner friluftsbadet lørdag 26. maj, mens det i Morup åbner 5. juni. 

Odense Friluftsbad åbner 2. juni, men Odense Idrætspark, der bestyrer friluftsbadet, skriver på dens hjemmeside, at åbningsperioden afhænger af vejret. Og netop vejret skulle man mene var godt nok til at holde åbent.

- Det, vi mener med det, er ikke åbningstiden men mere lukketiden. Når vi først er oppe at køre, så er det væsentligt lettere for mig at forlænge sæsonen end at starte den op tidligere, siger Rune Bille, der er chef for Odense Idrætspark.

Rune Bille og hans medarbejdere har ellers længe været i gang med at gøre friluftsbadet klar til sæsonen. 

- Vi havde første arbejdsdag lige efter påske, og jeg ville super gerne have haft åbnet badet 1. maj, men det tager os fire til fem uger, fra jeg trykker på knappen, til at vi kan åbne, siger han.

Mangler fortsat nogle ting

Der er stadig en del ting, Odense Idrætspark skal have styr på, inden folk kan hoppe i vandet.

- Vi mangler at gøre noget ved vores børnebassin. Så mangler vi vipperne, som skal testes igennem af folk udefra, når de er blevet sat op. Det er et sikkerhedsstempel, som vi skal have på plads, siger Rune Bille.

Rigtig mange kunder har hevet fat i Rune Bille med spørgsmålet om, hvorfor de ikke får åbnet.

- Var det bare at putte vand i bassinet, så kunne vi klare det på ti dage, men der er mere i det end det. Grunden, til at vi åbner i juni, er, at det statistisk set er der, de gode sommerdage begynder. Hvis det viser sig over tid, at det er i maj i stedet for, så må vi kigge på, om vi kan flytte det hele, siger Rune Bille og fortsætter.

- Jeg vil dog meget nødig have mine medarbejdere til at stå i sne og frost herude, fordi det gør tingene langsommere og mere besværligt. Noget af det arbejde vi laver, kan heller ikke laves ved lave temperature.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt