I det fynske folks tjeneste

De "grå" styrer i stigende grad idrætsforeningerne som frivillige

Jørn Wennerstrøm er ulønnet altmuligmand i Odense Roklub

Antallet af frivillige trænere og ledere i idrætsklubber, der har rundet 60 år, er femdoblet siden 2004, viser en ny undersøgelse som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SDU står bag.

Der er langt flere mennesker over 60 år blandt foreningernes frivillige ledere og instruktører nu, end der var i 2004. Til gengæld er andelen af 20-39-årige frivillige skrumpet tilsvarende, viser en ny undersøgelse af foreningsidrætten fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU. 

Seniorerne er mere aktive end tidligere som idrætsudøvere, og de har også taget det frivillige arbejde i idrætsforeningerne til sig. Andelen af instruktører eller trænere, som har rundet de 60 år, er femdoblet fra 2004 til 2015 - fra fire procent til 19 procent.

Også på foreningernes lederposter har de ældre gjort deres indtog. Andelen er steget fra ni procent til 26 procent fra 2004 til 2015.

- Du finder dem over det hele. Så uanset hvor du tager hen, så kan du ikke slippe for 60+'ere i idrætsforeningerne, siger Karsten Elmose-Østerlund, der er adjunkt ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SDU.

Læs også Jørn på 77 er den ulønnede handyman i Odense Roklub

Unge voksne falder fra som frivillige
Samtidig med, at de ældre i stort tal indgår i foreningernes drift på leder- og trænerposter, falder de unge voksne fra, viser undersøgelsen. Andelen af 20-39-årige blandt de frivillige ledere er faldet fra 32 til 24 procent, og blandt de frivillige trænere og instruktører fra 42 til 32 procent.

Karsten Elmose-Østerlund gætter på, at det kan skyldes, at de unge voksne har travlt med at uddanne sig og derfor tilsidesætter det frivillige arbejde i foreningerne:

- Mit bud er, at der er noget livsfasemæssigt på spil i forhold til karriere, i forhold til familie og alt det andet, man gerne vil i sin fritid i den aldersgruppe, som gør, at det måske er sværere at kombinere frivilligt arbejde med et travlt hverdags liv.

Frivillige er den vigtigste ressource for foreningerne
Det er kun andelen af de 20 til 39-årige, der går tilbage som frivillige i foreningerne, så derfor er fremgangen blandt de ældre som trænere og ledere virkelig positivt, mener Karsten Elmose-Østerlund.

- Det er en kæmpe hjælp, hvis vi er en gruppe, der er lidt dovne eller ikke synes vi har tid til at være frivillige, for så kan de ældre tage lidt over i en periode for de måske mere travle forældre med små børn og et hårdere arbejdsliv. Så det betyder rigtig meget for foreningerne, fordi det er den vigtigste ressource for en forening, det er simpelthen frivillige, siger Karsten Elmose-Østerlund.

Foreningernes medlemstal er stort set uændrede, dog med en lille tendens til fremgang. Udviklingen i antallet af frivillige og lønnede medarbejdere i foreningerne er stabil, igen med en lille tendens til fremgang.

Det er, akkurat som tidligere, hovedsageligt frivillige, ulønnede kræfter, der får foreningslivet til at snurre. Der er omtrent 540.000 ’positioner’ i foreningsidrætten, som varetages af frivillige. Til sammenligning varetages samlet set 23.000 positioner af lønnede ansatte.

Læs mere om undersøgelsen her

08:52 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.