"De linede os op på en række og slog os"

Mange detaljer kommer frem i retten i Svendborg i dag, hvor flere børn vidner mod et forældrepar, der er tiltalt for vold i en periode på over 30 år.

Sådan foregik volden

"Hvis vi manglede penge, havde tabt en handske eller lignende, så linede en af dem os op på en række og spurgte, om det var os. Svarede man nej, fik man en lussing".

Sådan fortæller C., det næstældste barn i en flok på seks, om den vold, hun blev udsat for af sine forældre. Hun er tydeligt påvirket, da hun afgiver vidneforklaring, og må flere gange tørre øjnene og holde pauser.

Hun forklarer at moren, den nu 52-årige kvinde altid gav lussinger, men hendes far, der i dag er 53 år slog børnene med en knyttet næve, oftest på overkroppen.

C. fortæller også, at når hendes far blev vred, løb hun op på badeværelset, der lå på 1. sal, og låste sig inde. Der ventede hun halve og hele timer før hun turde gå ud igen, men nogen gange stod hendes far stadig og gemte sig fx bag trappen og slog hende med knytnæver, når hun kom frem.

Forældrene nægter sig skyldige

Volden er i følge anklageskriftet foregået over en periode på tre årtier, og på spørgsmålet om hvorfor de ikke er stået frem før, forklarer C., at det er for at støtte den yngre søster, der anmeldte forældrene. Hun fortæller også, at hendes far plejede at sige:

"Tror du virkelig, nogen vil tro på dig? Tror du virkelig, der er nogen, der vil have dig?"

Anklageskriftet mod de to forældre omhandler forskellige former for vold og mishandling, og de er også tiltalt for mandatsvig mod et af børnene for 270.000 kroner ved at have misbrugt en fuldmagt

I alt har familien seks børn, der er født mellem 1982 og 1998. Begge forældre nægter sig skyldige, og der forventes af falde dom i sagen i løbet af en uges tid.

Oversigt

    Oversigt