De sidste krampetrækninger: Husfabrikken afslutter de sidste opgaver

På trods af konkursen møder godt ti medarbejdere fortsat ind på Husfabrikkens matrikel i Vissenbjerg. De er blevet hyret af kurator til at afslutte igangværende opgaver.

Det er to uger siden, at Husfabrikken A/S blev erklæret konkurs ved Skifteretten i Odense. Men der er fortsat folk, som møder ind hver morgen på virksomhedens adresse Glasvænget i Vissenbjerg.

Det skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Husfabrikken er en relativt nystiftet virksomhed, som slog sig op på at bygge industriel producerede huse. Nu er virksomheden altså gået konkurs.

quote Bygherre har naturligvis en stor interesse i at få byggeriet færdiggjort, så det har vi indgået en aftale om. I den forbindelse kører vi drift i konkursboet frem til midten af juli og har en række af de tidligere medarbejdere til at udføre arbejdet for os.

Tue Lundkvist, kurator, Husfabrikken A/S.

I dag er godt halvdelen af de 20 medarbejdere, der var ansat inden konkursen, blevet hyret af en kurator for at afslutte igangværende opgaver.

Konkret drejer det sig om en entreprise på Nyborgvej i Odense.

Det fortæller konkursboets kurator, Tue Lundkvist fra Ajour Advokater til Licitationen – Byggeriets Dagblad. 

- Bygherre har naturligvis en stor interesse i at få byggeriet færdiggjort, så det har vi indgået en aftale om. I den forbindelse kører vi drift i konkursboet frem til midten af juli og har en række af de tidligere medarbejdere til at udføre arbejdet for os, fortæller Tue Lundkvist til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Nordmand skylder penge

Derudover forsøger kurator at hente et tilgodehavende i Oslo, hvor Husfabrikken var i gang med at opføre et hus.

Ifølge kurator drejer det sig om et tilgodehavende på halvanden million kroner.

Men derudover er der ikke meget af værdi, der kan dække kreditorernes tab på Husfabrikken. 

- Det meste af det, der har en reel værdi derude, er enten leaset eller lejet, så der er ikke ret meget at hente. Hvis vores tilgodehavende i Norge kommer i kassen mere eller mindre fuldt ud, så vil der være udsigt til en eller anden form for dividende. Men jeg tænker ikke, at det bliver over ti procent, siger Tue Lundkvist. 

Fra succes til konkurs

Det er ikke mere end et lille års tid siden, at folkene bag Husfabrikken troede fuldt og fast på fremtiden.

Men den 4. maj i år kom det frem, at direktør Kim Kenlev var stoppet efter blot seks måneder i direktørstolen. Senere på måneden kom det frem, at Husfabrikken var i økonomiske vanskeligheder. 

Det skyldtes blandt andet, at byggeriet af en række boliger ikke blev til noget. Og andre byggerier gik ikke som forventet, så det kostede fabrikken penge at rette sine fejl.

- Vi lavede fejl, vi skulle rette, som vi ikke havde tænkt på. Kim (Kenlev, adm. direktør, red.) og jeg undervurderede, at vi skulle få 12 mand til at forstå hele konceptet. Det er ikke deres skyld. Vi var nok mere optimistiske, end vi burde have været

Det fortalte Claus Valsøe Clausen, der var medejer af - og en af idémændene bag Husfabrikken- til Fyens Stiftstidende i midten af maj.

Ambitionerne var ellers store. Folkene bag det nye byggekoncept snakkede om investeringer for 60 millioner kroner og udsigt til op mod 40 nyansættelser.

I stedet gik det altså den anden vej, og så snart de sidste opgaver er afsluttet, bliver de sidste medarbejdere sendt hjem.

Oversigt

    Oversigt