I det fynske folks tjeneste

Marks mor efter tragisk dødsfald: De unge skal passe bedre på hinanden

Betina Corneliussens søn forsvandt efter en bytur i Odense og blev onsdag fundet død i Odense Å. Efter det tragiske dødsfald kommer hun nu med et opråb til unge mennesker, der tager i byen - især drenge: Pas på hinanden.

00:16

Mark Corneliussens mor, Betina, kommer nu med opråb til unge mennesker Video: Henrik Bisgaard

Onsdag aften fik Betina Corneliussen den værste besked, en mor kan få. 

De to betjente, der var mødt op ved hendes hjem på Amager, kunne fortælle, at dykkere fra Beredskab Fyn onsdag aften havde fundet et lig i Odense Å, der passede på beskrivelsen af hendes søn Mark.

Den 19-årige  Mark Corneliussen var fredag aften forsvundet efter en bytur i Odense, og siden havde ingen været i kontakt med ham. En uge efter kunne Betina Corneliussen i lighuset i Odense sammen med familie og venner fastslå, at det var hendes søn, dykkerne havde fundet.

Læs også Fyns Politi bekræfter: Lig fundet i Odense Å er den forsvundne Mark

Den tragiske ulykke får nu den sorgramte mor til at komme med et opråb til unge, der går i byen. 

- De skal altså være bedre til at passe på hinanden. Man skal ikke gå alene, når man går hjem fra byen. Gå to og to, eller følg den ene hjem, eller smid den ene i en taxa. Gør et eller andet, så de ikke ender med at komme ud for en ulykke, siger hun.  

Blev væk fra sine venner

Mark Corneliussen var fredag taget i byen med to venner, men var blevet væk fra dem omkring 22.50. Betina Corneliussen efterlyste sin søn på Facebook dagen efter, og mandag udsendte politiet en efterlysning.

Læs også Fyns Politi: Derfor går der tre dage, inden vi efterlyser Mark

Onsdag eftermiddag fik Fyns Politi videomateriale fra billetsalget ved Åfarten i Munke Mose. Videoovervågningen viste Mark Corneliussen gå med usikker gang forbi bygningerne, og derfor sendte politiet og Beredskab Fyn onsdag dykkere i åen for at søge efter den forsvundne 19-årige.

Klokken 21.15 onsdag aften fandt dykkerne et lig, som ifølge politiet ’formentlig’ var Mark Corneliussen. De kunne dog ikke endeligt bekræfte det, før han var blevet endeligt identificeret af pårørende.

- Tager en dag ad gangen

Lige nu befinder Betina Corneliussen sig i et følelsesmæssigt kaos, men hun prøver sammen med Mark Corneliussens søskende at bearbejde sorgen. 

- Vi tager en dag ad gangen stille og roligt. Vi er der for hinanden. Snakker faktisk rigtig meget. Snakker om gamle dage. 

Læs også Joan mistede sin søn for otte år siden: - Pas på hinanden i nattelivet 

Selvom det er svært, mener hun, at hun skal stå frem nu. 

- Fordi jeg alligevel har en vilje inden i mig, der siger, at jeg føler for at råbe dem her op, for jeg ønsker ikke, at der er andre forældre, der står i det her sted, hvor jeg står i dag. 

Opråb til drengene

Siden 2011 har seks unge fynske mænd mistet livet efter episoder, hvor alkohol har været involveret, og det er også især unge drenge, Betina Corneliussens opråb er rettet imod.

- De, jeg gerne vil råbe op, er drengene. Lad nu være med at spille hård. Lad nu være med at tro, at I kan det hele, for det kan I ikke. Og slet ikke, når man er så påvirket af alkohol. Så tag dog mod den hjælp, der er, siger hun.

Hun mener, hendes søn ville støtte hende i hendes kamp for at få unge til at passe bedre på hinanden i nattelivet. 

- Hvis det kan give noget hjælp, så ville han bakke mig op. Det ved jeg. Selvfølgelig ikke, hvis der ikke er nogen mening med det, men det er der. 

02:22

Onsdag aften blev Mark Corneliussen fundet død i Odense Å. Han havde været meldt savnet siden sidste fredag efter en bytur i Odense. Nu står Marks mor frem med en opfordring til de unge om at være bedre til at passe på hinanden. 

Luk video