Offer for vold og urinkast: - De var blodtørstige

Torsdag er anden dag i retten, hvor den 15-årige dreng, der er offer i en særlig grov og voldsom sag, vidnede.

Det er anden dag i retten i den meget grove og alvorlige sag, der ifølge anklageskriftet handler om vold, urinkast og trusler mod en 15-årig dreng. 

Den 15-årige dreng, der er offeret, afgav onsdag sin vidneforklaring i retten. 

En af de tiltalte kom for sent, og det betød, at retten startede med at være et kvarter forsinket. De seks tiltalte drenge ankom alle i håndjern. 

Uden for retssalen ventede otte til ti af de tiltaltes venner. Inde i retssalen var der fyldt med politi og pårørende. 

Pænt klædt på og presset

I sagen er der ifølge anklageskriftet seks tiltalte. 

Første spørgsmål er, om offeret dukker op. 

Alle de anklagede blev flyttet til et såkaldt lytterum, så offeret kunne afgive forklaring om overfaldet inde i retten uden de anklagede ved siden af. 

Da offeret ankom var han klædt i pænt tøj og så tydeligt presset ud ifølge TV 2/Fyns reporter, der er tilstede i retten. 

Ofret forklarede, at han blev lokket til Abildgårdskolen via nogle opringninger og ankommer til skolen med en ven. Her ser de en stor flok drenge, der omgående gik i gang med at slå. 

Offeret forklarede, at en af de tiltalte havde sagt under overfaldet, at det var, fordi han havde stukket en af de tiltaltes bror til afhøring.

Herefter fortalte den 15-årige dreng om, hvordan den store flok begyndte at tæske ham, ifølge TV 2/Fyns reporter. 

Som om nogen har fortalt en vittighed

Den 15-årige dreng, fortalte roligt om overfaldet. 

- Det hele rasler, og jeg bliver svimmel, siger han. 

Den 15-årige dreng beskrev, hvordan de seks tiltalte har stået og grint og givet high-fives til hinanden rundt om ham. Han fortalte meget detaljeret om episoden. Han var klar i mælet om, hvem der gjorde hvad og hvornår. 

Efter han er blevet tævet, truet og væltet ned fra en bænk, kom en af drengene med et krus. De andre bakkede væk, og krusets indhold, som var urin, blev hældt ud over det 15-årige offer. De tiltalte grinte, og offeret beskrev, at de grinte, som om nogen havde fortalt en vittighed. 

- De var blodtørstige, siger offeret. 

Han beskrev, hvordan de havde bevæget sig et nyt sted hen på Abildgårdskolen. En af drengene forsøgte at stoppe de andre, men det lykkedes ikke. Derefter fulgte flere trusler, også drabstrusler. 

Stikkere, de skal stabbes, vidner offeret, at de har sagt. 

Drengene fandt en peberspray frem, og sprøjtede peberspray i øjnene på ofret. Han kunne ikke se noget, og prøvede at famle sig væk.

Næsten 100 spark og slag

Drengen, der tidligere forsøgte at stoppe de andre, forsøgte igen at hjælpe ofret. De to slæbte sig hen til boldbanerne ved skolen, men "tæskeholdet" fulgte efter og begyndte at afpresse ofret: Han skulle resten af ferien aflevere to "manais" og en kold sodavand hver formiddag.

- Du skal være min hund, resten af sommerferien, har en af drengene sagt til ofret. En anden af de tiltalte sagde efterfølgende: 

- Er det ikke noget med, at han skal gå nøgen hjem idag?

En af drengene hev et sort og sølv knojern frem. Så smed ofret sit tøj. Hans shorts og underbukser var helt nede om anklerne, mens resten af drengene havde deres mobiler fremme.

- Så fik jeg lov at gå, mens de står og filmer, siger offeret. 

100 meter længere væk hev han shorts og underbukser op igen. 

Offeret anslår, at han modtog 80-90 slag og spark i løbet af hele episoden. 

Offeret beskrev, hvordan han havde smerter over hele kroppen. Han kunne ikke tygge i to uger. Men han har angiveligt ikke tænkt over overfaldet, og det er en senere episode, der udløser de psykiske eftervirkninger. 

Anklageren læste bagefter op fra et udskriv af en tidligere afhøring. Offeret har glemt en detalje. Detaljen handler om en af drengene, der gjorde noget specifikt og truede. 

Forsvarets tur

Herefter var det forsvarernes tur til at afhøre ofret. 

Et vidne til senere, havde forsøgt at gemme sig blandt tilhørerne, men blev smidt ud.

Forsvarerne viste en film, som de havde problemer med at fremvise i går.

Forsvarerne spurgte ind til ofrets personlige forhold. Han havde koncentrationsbesvær og meget fravær. Sidste år havde han to procent fravær, i år var det 14 procent.

Forsvarerne spurgte ind til ofrets tur på skadestuen og hans efterfølgende psykoterapi samtaler, som han stadig deltager i.

Forsvarerne spurgte særligt ind til offerets forklaringer om truslerne - hvornår han blev truet, og hvornår han fortalte politiet om truslerne.

Anklagere og forsvarere diskuterede om offerets erindring om detaljerne. Offeret skulle svare på en stribe af detaljerede spørgsmål om, hvem der slog og hvornår. Ifølge vores reporter, svarer offeret høfligt og efter bedste evne.

Reporter Jacob Rytz fortæller om retssagen.

Problemer med hukommelsen

Der var pause fra kl. 12.15 til 13.45 cirka.

De anklagede sad ikke længere i det tilstødende lytterum efter pausen. Offeret trådte kort efter genoptagelsen af retten ind i samme lokale.

Endnu en uvedkommende havde sneget sig ind blandt tilhørerne. I følge vores reporter i retten, havde den var det vidnet storebror, som krævede at komme ind, under dække af at være værge, efter at retssagen var gået igang igen. Han nåede at komme ind og sætte sig, inden han blev smidt ud. Det var politiet der opdagede, at han var der uretmæssigt. 

Et nyt vidne kom i skranken. Det nye vidne fik pludselig problemer med hukommelsen. Anklageren spurgte vidnet, om hvordan offeret havde forsvaret sig verbalt mod den anklage, som en af de tiltalte sagde til ham under overfaldet. Det var sætningen, der drejede sig om, at offeret angiveligt skulle have stukket en af de tiltaltes bror til politiet under en afhøring.

- Nej, det kan jeg ikke huske. Vi laver sjov med hinanden, siger vidnet.

Anklage og forsvar diskuterede, hvorvidt det var i orden, at læse op fra rapporten, efter at vidnet ikke kan huske.

Han har angiveligt fortalt om offerets verbale forsvar detaljeret til rapporten, men kan i dag intet huske. I følge vores reporter, har vidnet sagt, at han ikke kan huske det omtrent 30 gange.

Anklager viste vidnet rapporten, han selv havde underskrevet. Men han kunne angiveligt ikke selv huske, at han havde skrevet under.

Vores reporter beskrev vidnet som spinkel og iført dynejakke og gummisko.  

Peberspray vigtig for sagen

Et nyt vidne kom i skranken efter vidnet med dynejakken. Det næste vidne var knap så spinkel bygget og noget yngre - 14 år gammel. Han smilte til de tiltalte, da han kom ind i retten.

Han vidnede, at han også havde slået offeret på grund af løgnehistorier.

Han afviste også, at kunne huske noget om det, han havde sagt i politirapporten.

Han forklarede, at han så pebersprayen, men kunne ikke fortælle retten, hvem der havde brugt den.

Pebersprayen er vigtig i sagen, fordi den afgør, om der er tale om simpel vold eller grov vold, da pebersprayen anses for at være et redskab.

Det næste vidne, der kom i skranken var offerets far. Her benyttede retten sig af en tolk.

Faderen forklarede i retten om episoden, hvor han blev truet. Fire personer var fulgt efter ham, som havde sagt til faren, at de ville slå hans søn ihjel. Faderen svarede, om ikke han var bange for loven, hvortil samme person, som havde fremsagt truslen svarede, at han ikke var bange for loven eller noget andet.

Faderen kunne i retten sige, at han var sikker på, at det var en blandt de tiltalte, der truede med at dræbe sønnen.

Forsvareren spurgte ind til, hvor langt drengene stod væk fra faderen, og hvem der truede. Faderen sagde, at han havde ryggen til, men at han var sikker, selvom han erkendte ikke at kunne kende stemmen. Han afviser forsvarerens påstand om, at han startede en konfrontation.

Faderen var sidste vidne på dagen, og dermed blev retten hævet. Sagen fortsættes i morgen fredag klokken 10.45, hvor der skal afhøres flere vidner i sagen.

Ventes dom på onsdag

Der er afsat fem retsdage til sagen. Der ventes først dom i sagen på onsdag i næste uge. 

I anklageskriftet fremgår det, at alle seks overfaldsmænd er tiltalt efter straffelovens paragraf 245, stykke 1 for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Anklager ønsker fængselsstraf.

Oversigt

    Oversigt