De vilde heste har fået årets første føl

De vilde heste på Langeland har fået årets første føl, der kom til verden tirsdag i sidste uge. Hoppefølet blev straks godt modtaget af flokken.

- En af hopperne forlod hesteflokken - og efter nogen tid kom hun tilbage, sammen med sit nye hoppeføl.Allerede efter få timer var føllet i stand til at følge med hesteflokken - også selvom flokken af og til satte i trav, fortæller skovløber John Theilgaard fra Skov- og Naturstyrelsen, Fyn.

At vinteren indfandt sig med sne og frost, er ikke noget problem for de robuste Exmoor ponyer. De har en kraftig pels, et tykt fedtlag og er i det hele taget bygget til et liv i barske omgivelser. Selv et lille føl kan sagtens klare sig - bare det kan få en stor tår varm mælk hos sin mor i ny og næ.

John Theilgaard forventer, at der kommer en halv snes nye føl i løbet af foråret. I alt er der nu 35 Exmoor ponyer i flokken på sydspidsen af Langeland.

Oversigt

    Oversigt