Debat og teater hånd i hånd

Et par hundrede gæster til Odense Teaters forestilling \"Indenfor Murene\" valgte tirsdag aften, at blive i salen og diskutere fremmedpolitik med to indbudte debattører. Teaterchef Kasper Wilton betegner det utraditionelle politiske valgmøde som en stor succes.

-

Et par hundrede gæster til Odense Teaters forestilling \"Indenfor Murene\" valgte tirsdag aften, at blive i salen og diskutere fremmedpolitik med to indbudte debattører. Teaterchef Kasper Wilton betegner det utraditionelle politiske valgmøde som en stor succes.


Kombinationen af teater og politisk debat er lidt af en nyskabelse på Odense Teater. Men da Odense Teaters forestilling fra 1912 \"Indenfor Murene\" i høj grad handler om nutidige problemstillinger, valgte teaterchef Kasper Wilton at indbyde to politikere til debat om stykket.


Politiske taler før forestillingen
Derfor var der før forestillingen tirsdag aften politiske oplæg fra den radikale folketingskandidat Nasar Khadar og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Efter oplæg på omkring 10 minutter kunne publikum i den udsolgte sal læne sig tilbage og nyde den to en halv time lange forestilling \"Indenfor Murene\".


Den anmelderroste forestilling handler om to unge mennesker fra en jødisk og kristen familie, der ønsker at gifte sig. Men begge familier har svært ved at acceptere den anden families traditioner og vaner, og kulturforskelle og fordomme brydes - nøjagtig som de gør for hundredvis af familier i dag.


Flertallet gik hjem
Efter forestillingen valgte de fleste gæster dog at forlade salen, men et par hundrede gæster blev i salen for at deltage i den politiske debat med aftenens to politikere og forestillingens skuespillere.


Spørgelysten var stor, men debatten adskilte sig ikke væsentligt fra indholdet på andre valgmøder. Alligevel var teaterchefen glad for eksperimentet på Odense Teater.


\"Jeg synes, at det var dejligt, at der blev så mange efter forestillingen, og at så mange deltog i debatten, \" sagde ordstyrer og teaterchef Kasper Wilton.


Initiativet fik også ros fra publikum, skuespillere og de to politikere.

Oversigt

    Oversigt