I det fynske folks tjeneste

Debat om kors på sygehuse fortsætter

Folkekirkens særstatus i grundloven giver den ikke monopol på et religiøst rum på sygehusene. Det mener radikalt medlem af regionsråd.

Folkekirkens særstatus i grundloven giver den ikke monopol på et religiøst rum på sygehusene. Det mener radikalt medlem af regionsråd.

Der har i den senere tid været debat om, hvorvidt der skal være et kirkerum, et neutralt rum eller flere forskellige religiøse rum i de nye supersygehuse.

I den nuværende plan for det nye OUH, skal rummet være religionsneutralt, men med mulighed for at finde religiøse symboler frem for forskellige religioner.

Men den plan møder modstand hos et af Venstres medlemmer af Regionsrådet.

- Danmark er et kristent land, hvor der er religionsfrihed, men ikke religionslighed. Derfor ser jeg ikke noget problem i, at kristne symboler gøres fremherskende i hospitalernes religiøse rum. Jeg synes først og fremmest, hospitaler bør have en kirkesal, og hvis der så er plads til mere, har jeg ikke noget imod, at man laver multireligiøse rum også, siger Bo Libergren fra Vesntre

Men det er det Radikale medlem af regionsrådet i Region Syddanmark Kristian Grønbæk Andersen ikke enig i.

- Folkekirkens særstatus i grundloven giver den ikke monopol på et religiøst rum på sygehusene. Et sandt demokrati kendetegnes ved, hvordan det behandler sine mindretal. Bliver mindretallene undertrygt eller bliver de behandlet ordentligt og med respekt?, siger Kristian Grønbæk Andersen.

Han overlader det trygt til sygehusene sammen med relevante brugergrupper at finde en løsning, som tilfredsstiller alle væsentlige religiøse grupper.

- Jeg ønsker, at vi respekterer alle religiøse grupper. Det betyder, at alle får mulighed for at komme i et religiøst rum på sygehuset. Rummet skal afspejle borgerens religiøse ønsker. Det vil være udtryk for respekt for andre troende medborgere, siger Kristian Grønbæk Andersen.

Ved du noget? Så send os et tip