Debatmøde: Skal der bygges bro til Als?

Skal Sønderjylland og Fyn forbindes med en bro fra Als til Fyn? Det mener Lars Jensen, der er formand for Shopping Faaborg. Emnet er et af dem, der er på dagsordenen, når TV 2 /Fyn onsdag afholder debatmøde på Midtfyns Gymnasium.

En bro vil til Als vil være et kæmpe plus for Sydfyn. I hvert fald ifølge møbelhandler Lars Jensen, der også er formand i Shopping Faaborg. 

- Det vil gavne os hernede. Det vil hjælpe bosætningsmæssigt, det vil være bedre for vores turisme og dermed også for handlen, siger han. 

En bro til Als er et af de emner, der skal debatteres, når TV 2 /Fyn onsdag afholder debatmøde med samtlige spidskandidater fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Det foregår på Midtfyns Gymnasium.

Broen har været på tale gennem flere år, og i juni udkom en regionaløkonomisk analyse lavet for Faaborg-Midtfyn Kommune og Sønderborg Kommune. Den viste blandt andet, at et brobyggeri ville kunne skabe 13.300 jobs i byggeperioden og samlet set forøge BNP med knapt en milliard kroner. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lars Jensen mener, at en bro kan blive vigtig for hele Fyn. Men han mener, den skal kombineres med andre investeringer i infrastrukturen. 

- Jeg tænker, det kan binde Fyn sammen med resten af regionen og med den dansk-tyske grænse, så det giver god mening for området hernede. Men det skal ikke være på bekostning af noget andet, men sammen med noget andet, siger han. 

EL: Nej tak til hovedfærdselsåre

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for idéen om en bro til Als. Morten Schjøtt er spidskandidat for Enhedslisten i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han er imod at bygge broen. 

- Det skal ikke være en hovedfærdselsåre, og det ville det blive. Det ville jo betyde, at der skulle være et landanlæg, og vejene ville blive større. Det ville dele landsbyerne op og skabe støjgener, siger han. 

Han medgiver, at der ville være fordele ved en bro, men mener, at konsekvenserne ville være for store.

- Der ville også være fordele ved at asfaltere hele Fyn, så det blev én stor asfaltklump, men det er vi jo heller ikke interesserede i, siger han. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spidskandidat for Radikale Venstre i Faaborg-Midtfyn, Søren Ulrik Hillers, er mere åben for idéen en bro, men mener, det er betinget af, at det kan gøres på en miljøvenlig facon. 

- Vi skal først have undersøgt, om det kan gøres, uden vi skader naturen. Men hvis vi kan det, så ville det kunne give en større mobilitet og måske gøre det mere attraktivt at starte virksomhed her i kommunen, siger han. 

Udover Als-Fyn-bro vil der til debatmødet blandt andet blive diskuteret skoler, administrationsstruktur i kommunen, og hvem der skal være borgmester.

 

Kom til debatmøde i Ringe

 

 

Oversigt

    Oversigt