Defekt sporskifte giver problemer på Svendborgbanen

Et slidt og defekt sporskifte i Odense gør, at der søndag kun kan køres en gang i timen mellem Odense og Svendborg.

Svendborgbanen må søndag nøjes med at køre mellem Odense og Svendborg én gang i timen.

Det skyldes et udslidt sporskifte i Odense, der forhindrer banen i at bruge flere spor. Derfor er der ændringer i køreplanen resten af søndagen - og muligvis mandag med.

- Det er et sporskifte, der er blevet slidt og gammelt, og så skal det skiftes ud. Fordi det er defekt, har vi låst det fast, så det kan kun stå i en indstilling, og derfor kan det kun bruges den ene vej og ikke begge som normalt, siger Søren Petersson, togleder ved Banedanmark.

quote Håbet er, at vi kører normalt i morgen

Søren Petersson, togleder ved Banedanmark

Konsekvensen af det fastlåste togskifte er, at Banedanmark kun kan køre til Svendborg en gang i timen.

Kan være samme problem mandag

Søren Petersson fortæller, at de lige nu arbejder på at finde personale, der i nat kan foretage en udskiftning af det slidte sporskifte, så togtrafikken kun bliver påvirket søndag.

- Forhåbentlig bliver det lavet enten i nat eller i morgen nat. Det er, hvad vi forventer i hvert fald. Det kan få samme konsekvens for banen i morgen, men der arbejdes på at få det lavet i nat, så vi ikke får problemer i morgen, siger Søren Petersson. 

- Håbet er, at vi kører normalt i morgen, understreger toglederen.

For rejsende fra Odense mod Svendborg betyder ændringen, at toget kører i minut 59 en gang i timen resten af dagen.

Fra Svendborg kører toget i minut 02 resten af søndagen. I begge retninger standser toget ved alle stationer, og der vil derfor også være lidt længere rejsetid end normalt.

Her kan du se en komplet køreplan med minuttal for alle stationer.

Sådan kører toget søndag

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt