Dele af Lillebælt skal naturbeskyttes

En større del af det sydlige Lillebælt er på vej mod at blive udpeget som naturbeskyttelsesområde.

Det skriver JydskeVestkysten tirsdag.

Et forslag fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V) om at udpege hele Flensborg Fjord og en større del af sydligste Lillebælt, herunder farvandet omkring Als, bliver sendt i høring lige efter efterårsferien, erfarer JydskeVestkysten.

Det er især hensynet til marsvinene, som er baggrunden for nye udpegninger af natura 2000-områder i Lillebælt.

Danmark har i kraft af en stor bestand af marsvin en særlig international forpligtelse til at beskytte hvalerne mod forringelser af deres levesteder, og bestandene er gået tilbage gennem de senere år.

Miljøministeriet har ikke ønsket at kommentere udspillet før offentliggørelsen, men det står klart, at erhvervsaktiviteter som muslingefiskeri, råstofindvinding og havvindmøller bliver stillet over for skrappere krav til godkendelse.

Oversigt

    Oversigt