En folkesygdom: Demens rammer hele familien

Antallet af demente danskere stiger og stiger. Og sygdommen gør rigtig ondt på den nærmeste familie.

Hvad skal vi stille op med vores demente oldemor? For hvordan håndterer man sorgen og alt det praktiske, når ens kære forsvinder ind i sig selv?

Det spørgsmål har en familie fra Ørbæk måttet stille sig selv.

Fredag flytter den 86-årige Inga Sanker på plejehjem i Odense. Inga Sanker er dement og fik i juli måned tildelt en plads på et plejehjem.

Familien satte Inga Sankers hus til salg da de fik plejehjemspladsen, men huset blev solgt hurtigere end forventet, og det betød, at Inga var nødt til at flytte ind til sit barnebarn i Ørbæk allerede i tirsdags.

Familien glædede sig til at have Inga i hjemmet, men sådan blev det ikke.

Dementen havde pludselig gjort Inga Sanker mere syg end familien havde opdaget, og hun havde svært ved at klare sig selv.

- Vi var ikke klar over, at hun var blevet så syg. Det gik først op for os, da vi skulle begynde at passe hende selv, fortæller Lotte Sanker, der er Inga Sankers datter.

Flere rammes af demens

Flere og flere ældre rammes af demens. På Fyn er 8.300 borgere ramt af sygdommen og i de næste 20 år forventes der at være dobbelt så mange.

Demens rammer ikke kun den syge, men har også stor påvirkning på de pårørende.

- Sygdommen rammer bredere end bare den, der bærer sygdommen. Det vi typisk ser, er at der bliver byttet rundt på rollerne, så den der måske var familiens overhoved eller havde ens tærk vilje selv, ender med at være afhængig af pårørende. De slider både på arbejdslivet, privatlivet og det sociale liv, fortæller Marie Lilja Jensen, der er chefkonsulent ved Ældresagen.

Og det genkender familien i Ørbæk.

- Det har være tre forfærdelige dage, fordi hun er så dårlig, som hun er, siger Lotte Sanker.

Heldigvis kunne Inga Sanker flytte på plejehjem i dag fredag.

Fakta om demenssygdomme

Se indslaget om, hvordan demens rammer hele familien

Oversigt

    Oversigt