Sydfynske demente får egen by

Svendborg bygger Danmarks første bydel udelukkende for demente

Svendborg får Danmarks første demensby. Det er byrådet klar til at beslutte i morgen. Til oktober forventes første etape af byggeriet at stå klart.

Svendborg Demensby skal ligge, hvor det eksisterende plejecenter Bryghuset-Bryggerlunden ligger, og det nye center får navnet Bryghuset. Det er planen, at byens øvrige tilbud til demente skal fortsætte sideløbende med demensbyen.   

Byen skal bestå af boliger, fælles indearealer, en cafe og et stort rekreativt udeareal. Tanken er, at de demente kan leve med deres sygdom og samtidig færdes trygt og under en høj grad af selvbestemmelse.

I Svendborg Kommune lever mere end 1.000 borgere med demens, men tallet forventes at stige til 1500 i løbet af de næste ti år. I Danmark lever ca. 84.000 borgere med demens, og sygdommen er i vækst.

De 7,9 millioner kroner til demensbyen har været afsat siden budgetforliget i Svendborg Kommune, og økonomien og placeringen er godkendt af Økonomiudvalget.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt