Demente samlet under samme tag

Seks demenshuse i Odense bliver nu samlet i et fælles hus. Det nye demenshus giver flere pladser til demente og tilbyder samtidig mange nye aktiviteter.

Byhuset hedder det nye center, der er specielt designet til demensramte. Beboerne har selvnavngivet huset, der ligger i Bjergegade.

- Det er dejligt at komme sammen med andre mennesker, så kan jeg banke Viktor i bob, og maden er også god, siger Arne Schultz.

En samling af alle de tidligere huse har gjort det muligt at indrette træningskøkkener, haver, værksted, bibliotek, sanserum og motionsrum.

Men brugerne af huset får også sociale fordele i Byhuset.

- I det nye hus bliver alle samlet, hvilket giver de demente borgere mulighed for at knytte nye sociale relationer med større mulighed for at tage afsæt i fælles interesser og ligesindede - på tværs af alder og diagnose. Og det vil uden tvivl løfte den sociale gevinst ved at være i et demenstilbud, siger Jane Jegind(V), rådmand i Ældre-og handicapforvaltningen i Odense.

I alt 110 borgere vil få deres daglige gang i det nye center, der samtidig har skabt 30 nye halvtidspladser.

Udover bedre faciliteter og aktiviteter får de demensramte også bedre behandling, da personalet nu er samlet et sted.

- Rehabilitering af demente tager tid og kræver stor idérigdom hos medarbejderne. I det nye demenshus samler vi de stærke faglige kræfter, vi har, og medarbejdernes forskellige kompetencer og fagligheder bliver sat i spil omkring borgeren på en ny, tværfaglig måde, lyder det fra Jane Jegind

Huset åbner officielt den 20. juni.

Oversigt

    Oversigt