I det fynske folks tjeneste

Demo mod 3F: Udenlandske ærteplukkere glade for lønnen

02:04
04:59
04:02

1 af 4

250 medarbejdere fra gartneriet Peter Skov i Refsvindinge demonstrerer mod 3F. De føler sig udstillet som underbetalte slaver.

Flere dårlige historier

Der er fuldstændig stille på de store ærtemarker ved Refsvindinge på Østfyn i dag. Gartneriets medarbejdere er kørt til 3F Østfyns afdeling i Nyborg for at demonstrere.

Det skriver TV 2/Fyn.

De protesterer mod den artikelserie Fagbladet 3F har kørt om gartneriet siden i lørdags.

Her fortalte 3F historien om fire af virksomhedens 275 medarbejdere, der havde fået inddraget deres pas mod forskudsbetaling. Siden er der fulgt flere historier om forholdene på gartneriet. Men nu forsvarer en stor del af ærteplukkerne altså deres arbejdsgiver.

- De kom til vores gartneri og talte med to mennesker. Nu kan de se 250 personer, der kan fortælle om ærteplukningen. Vi er mange, der har arbejdet der i mange år, og der er ikke noget galt der. Alt er i orden. Nu siger 3F, at de forsøger at hjælpe os, men de hjælper os ikke, for de skriver vi arbejder som slaver og at virksomheden tager vores pas. Intet af det de skriver er rigtigt. Det er kun løgne, forklarer rumænske Irina Paun til TV 2/Fyn.

Forsøger med de bedste forhold

Ærteplukkerne er ansat på akkordløn, og gartneriets ejer medgiver, at lønnen er lavere i begyndelsen af sæsonen end nu, hvor høsten er på sit højeste.

Men han mener ikke, at der er noget generelt problem med underbetaling eller dårligt arbejdsmiljø for ærteplukkerne.

- Det er sådan, at vi hele tiden forsøger at forbedre vilkårene for alle vores ansatte, så de har en optimal indtjening. Vi er nødt til at tiltrække god arbejdskraft, og vi har hele Europa til at rekruttere fra, og så uddanner vi dem til at blive professionelle ærteplukkere. Får vi ikke de bedste, så kan vi ikke eksistere på sigt, siger Peter Skov Johansen.

Demo ændrer intet

De mange ærteplukkere havde skilte med blandede budskaber som "peas and love" og "let us work in Denmark" - skrevet på bagsiden af tomme ærtekasser. Men det gjorde ikke det store indtryk hos fagforeningen.

- Han aflønner folk med cirka det halve af, hvad de skal have, hvis de var omfattet af den danske model. Når man arbejder i Danmark, så er det vores opfattelse, at man må arbejde efter danske forhold og den danske overenskomst, mener Morten Fischer-Nielsen, der er Forhandlingssekretær i 3F.

Videre i systemet

3F vil altså ikke slække på kravene, og de hiver nu arbejdsgiverforening GLS-A ind i sagen. Peter Skov Jensen vil nemlig ikke betale kompensation til de plukkere, der mener at have fået for lidt. Dermed har demonstrationen heller ikke ændret 3Fs syn på vilkårene for ærteplukkerne.

- Vi har ikke fået noget ud af det. De siger at uanset hvor meget vi demonstrerer, så skriver de som de vil. Men der er ingen der er utilfredse, for vi tjener mere end du overhovedet kan forestille dig i vores land. Jeg arbejder også som sygeplejerske derhjemme, men jeg kan slet ikke tjene så mange penge, siger Irina Paun.

I følge gartneriejer Peter Skov Johansen har han og virksomheden været i en god dialog med 3F. Han er uforstående over hvorfor fagforeningen tager konfrontationen netop nu

Ved du noget? Så send os et tip