I det fynske folks tjeneste

Demonstration mod fyring af dagplejere

02:00

Forældre og dagplejere demonstrerede mandag aften mod byrådets spareplaner.

1 af 2

35 dagplejere i Middelfart står til at blive fyret. Årsagen til fyringerne af dagplejerne er, at børn i Middelfart Kommune fremover skal starte i børnehave, allerede når de bliver 2 år og 10 måneder.

Det sparer 1.4 millioner kroner, men de 700.000 kroner ryger retur til en bedre normering i børnehaverne.

Det betyder, at 35 dagplejere, som nu mister deres job. De vil dog stå forrest til et nyt job i børnehaverne og i kommunens nye vuggestuer.

Forældre og dagplejere utilfredse

Det vækker vrede. Derfor blev byrådsmødet mandag aften fulgt af demonstranter. De er imod, at aldersgrænsen sænkes til 2 år og 10 måneder.

- Vi synes jo, at børnene er for små til at komme i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder. De er alt for skrøbelige til, at man sender dem af sted, siger dagplejer i Middelfart, Lis Ann Rahbek.

Byrådet står fast

Det er et enigt byråd, som har besluttet besparelsen. Også fordi der allerede nu er tomme pladser i de eksisterende børnehaver.

- Her har vi en ledig kapacitet i nogle børnehaver, og den har vi valgt at udnytte, så skatteborgerne får mest for deres penge, siger formand for Børne-, Unge- og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune, Søren Illum Nielsen, Soc.dem.

Trods demonstrationen mandag aften er alle byrådspolitikerne stadig enige om budgetforliget.

Ved du noget? Så send os et tip