Sound on/off

PLASTIK I VORES HAV

Om 400 år er du og jeg væk, men det er den plastikgaffel, vi brugte på en picnic, den vatpind vi rettede vores makeup med og det engangskrus, vi fik vores øl i, ikke. Vores natur kan ikke nedbryde plastik, men alligevel er der plastik i den fynske natur og i vandet omkring os. Nu vil EU gøre noget ved problemet. Og spørger man lige fra politiker til interesseorganisationer til lystfiskerne fra Stige og affaldssamlerne i Svendborg, er beskeden entydig. Der skal ske noget nu!

Læsetiden på denne artikel er cirka 8 minutter.

Øer af skrald og fisk med skruelåg i maven er ikke noget, man umiddelbart forbinder med en gåtur langs de fynske kyster. Der er rent og pænt sammenlignet med andre steder i verden. Men der gemmer sig masser af skrald i den fynske natur. Det ligger ved den fynske kyst imellem planter og tang. Det er i vores hav, i vores fisk, og hver dag har vi et plastikprodukt i hænderne.

- Fyn er særligt udsat over for plastikforurening og plastikaffald, fordi Fyn er omgivet af vand fra alle sider. Derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, men vi er også ekstra afhængige af, at andre lande i Europa også tager problemet seriøst, siger Christel Schaldemose, fynsk socialdemokrat i Europa-Parlamentet.

I EU arbejder Kommissionen lige nu på et forslag, der vil forbyde visse former for engangsplast for at mindske affald i havene. I forslaget indgår blandt andet et krav om, at plastproducenterne skal betale for oprydningen og afskaffelsen af deres plast – et udvidet producentansvar, der i en forsimplet forklaring går ud på, at de, der fremstiller plastikken også betaler for oprydningen.

- Politikerne har været for langsomme om at reagere, siger Bendt Bendtsen, fynsk politiker hos De Konservative i Europa-Parlamentet om problemet med plastik i havet.

 

Danske undersøgelser

I 2013 fandt DTU Aqua plast i maven på hver tredje undersøgte sild og hvilling fra Storebælt.

​​​​​​I 2016 undersøgte DTU Aqua sild og torsk fra Nordsøen og Østersøen.
​​​​​Maverne blev undersøgt for mikroplastik ned til 0,1 mm og resultaterne fordelte sig således.

Torsk:
Østersøen: 21 %
Nordsøen: 39 %

Sild:
Østersøen: 11 %
Nordsøen: 23 %

Kilde: DTU Aqua

 

 

Sound on/off

LYSTFISKERNE

Jens Knud Hedelund og Brian Lempert Rasmussen har lagt til ved Hesseløre i Odense Fjord eller Bumseøen, som lystfiskerne kalder den. Mens Brian Lempert Rasmussen gør sin fiskestang klar, går Jens Knud Hedelund lidt væk fra vandkanten. Han er kun kommet et par skridt væk, da han spotter noget hvidt blandt ukrudt og græs. Jens Knud Hedelund skubber jord og ukrudt væk med foden, og det, der før var en lille uidentificerbar hvid tot i det grønne, viser sig at være en plastikpose.

- Det flyder ind, bliver dynget til af tang og jord, og bliver en del af naturen, mumler han før han bukker sig ned og stikker hånden ned mellem knæhøje planter og siv.

Fra det grønne skjul trækker Jens Knud Hedelund en sort plastikkofanger med en lille kromkant op. For hvert skridt han tager, finder han alt fra flasker til sorte skraldesække. Det er enten efterladt eller drevet i land.

- Det kan godt ses, at vi er nogen grisebasser ude i naturen, siger han.

Forskere anslår at der er 150 millioner ton plastik i alle verdens have. Alt fra store stykker plast til mikroskopiske små stykker, som man ikke ser med det blotte øje. 

- Vi har lavet mange undersøgelser i Danmark, og vi finder plastik overalt. I vandet, på havbunden og i fiskene. Det meste plastik kommer fra os selv. Fra vores eget private forbrug af plastik, siger Kristian Syberg, der er lektor på Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.

 

 

Europa-Kommissionen er den udøvende gren af Den Europæiske Union. Det er blandt andet kommissionens ansvar at fremlægge lovforslag, som kan vedtages i Europa-Parlamentet.

Europa-Kommissionen har lavet en undersøgelse af udvalgte europæiske strande. Al affald på de udvalgte strande blev indsamlet og optalt. 70 procent af affaldet var fordelt på ti forskellige engangsplastprodukter og tabte fiskeredskaber.

Vi skal alle tage ansvar, og selvfølgelig skal vi gøre noget. Det er der vist ingen, der er uenige i, siger Christina Busk, der er miljøpolitisk chef hos brancheforeningen Plastindustrien.

Et af de springende punkter i forslaget er et større ansvar hos producenterne. Det er ikke unormalt at indføre udvidet producentansvar på områder, der belaster miljøet, og i dag er det indført på flere områder. Blandt andet betaler flere producenter på elektronikområdet regningen, når deres produkter skal bortskaffes. Hos Plastindustrien vil man gerne tage ansvar, hvis det betyder, at de ikke bare betaler en skjult afgift, og det ingen effekt har for miljøet.

- Hvis det her skal have en effekt på naturen og miljøet, så skal man lave en ordning, hvor det er forurener-betaler-princippet. Det vil sige, at de der designer mest miljøvenligt, ikke skal betale. De der designer uden overhovedet at tænke på genanvendelsesmulighederne, skal betale den tungeste del af omkostningerne for at genanvende. Det bliver altså dyrere ikke at tage højde for miljøet i design- og genanvendelsesfasen, siger Christina Busk.

- Det er et incitament alle producenter kan forstå, mener hun.

Spørg man Danmarks Naturfredningsforening, hvor stort et ansvar producenter skal tage, er svaret kort og klart.

- Stort, siger Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

 

Christina Busk, miljøpolitisk chef hos brancheforeningen Plastindustrien, om producentansvar

”Et dårligt eksempel på producentansvar er elektronikområdet, hvor det ikke kan betale sig at designe produkterne til at blive genbrugt eller at være lette at adskille og få metallerne ud. Lovgivningen er desværre blevet implementeret uden dette for øje.”

 

Man kan ikke høre andet end vandets klukken og den stille vind. Jens Knud Hedelund og Brian Lempert Rasmussen står i vand til lige under hoften. Fiskestangen i højre hånd tæt ind til kroppen, mens venstre hånd arbejder på håndtaget på fiskehjulet, der langsomt trækker linen ind.

Jens Knud Hedelund bryder stilheden.

Han fortæller, at han enkelte gange på fisketure i Odense Fjord er stødt på fugle, der har været fanget i plastikposer og ikke kunne komme fri.

- Jeg tænker nok mere over, hvad jeg smider i naturen, fordi jeg opholder mig så meget i naturen. Men jeg er ingen engel selv. Når der kommer noget skrald flydende i vandet, kan jeg godt tænke, om det var noget, jeg selv smed for tyve år siden.

- Det kan godt være, det er ved at være lidt for sent nu, men vi skal jo starte et sted, siger han og kaster linen ud i fjorden.

 

Sound on/off

SPECIALARBEJDERNE

Mogens Lykke Olsen og Torben Hansen står og roder efter hapsersen på ladet af den grønne Ford Transit. Hapseren er makkerparrets kaldenavn til en affaldstang. Mogens Lykke Olsen er hurtigst, han får den gode hapser, men tjekker alligevel med sin kollega, om det er okay. Det er det.

- Der er vel forskel på folk, siger Torben Hansen, der i dag nøjes med den dårligere af de to hapsere. Begge folder de kanten ned på hver deres papirskraldesæk, så er alt klart.

Nu går jagten. De to bevæger sig rundt i krat blandt træer, langs stier og på de store græsarealer med hver deres affaldstang og sæk og samler affald.

Det knaser. Hapseren har fået fat i et hvidt plastikkrus, derefter lyder der et lidt blødere dunk, da hapserens nye bytte er noget halvfugtigt papemballage.

- Jeg synes, vi ser meget McDonalds (emballage, red.), siger Mogens Lykke Olsen og hapser en plasticpose og folieindpakningen fra en cigaretpakke.

- Ja, og dåser. Dem er der også mange af, lyder det fra Torben Hansen, hvis hapser har kastet sig over papir fra en chokolade og en juicekarton.

- Engang imellem fanger jeg nogen i akten, når de efterlader deres affald. Jeg beder dem altid om at tage deres skidt med, og det synes de aldrig er en dårlig ide. Det er tit, folk bliver rigtigt flove, siger Mogens Lykke Olsen, mens han med hapseren i hånden finder plastikemballagen fra en sixpack.

 

 

 

 

Hvert år samler Svendborg Kommune 200 ton affald sammen. Det er ikke kun plastikposer, dåser og emballage fra fastfood, men også blade og andet naturaffald, som blandt andre specialarbejdere som Mogens Lykke Olsen og Torben Hansen samler sammen. Kommunen har ikke nogen opgørelse over, hvor stor en del af affaldet, der ikke kommer fra naturen.

Hver gang der skal slås græs i grøfter eller parker, skal der samles affald op, så det ikke bliver knust af klinkerne og spredt for alle vinde.

- Selvom vi ikke kan se plasten, så er den der. Den nedbrydes ikke, og dyr i naturen forveksler de små stykker plast med føde. Det er derfor ikke et ukendt fænomen, at fugle dør af sult, fordi deres maver er fyldt med plast. Også i Danmark, siger Sine Beuse Fauerby, der er energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor samler Danmarks Naturfredningsforening hvert år store mængder affald i hele landet, og sorterer det grundigt, så man kan understøtte arbejdet med at reducere plastikaffald i naturen.

- Der tegner sig et tydeligt mønster. Over 90 procent af det affald, vi efterlader i naturen, er plastikemballage, flasker eller dåser uden pant. Og bare fordi vi ikke kan se det, er det der stadigvæk. Selv et lillebitte stykke plastik tager over 400 år at nedbryde, fortæller Sine Beuse Fauerby.

I det forslag, som Europa-Kommissionen har stillet, er formålet, at man skal reducere plastik i naturen. Det er blandt andet typer af engangsplastprodukter, der hyppigst bliver fundet i naturen, man vil forbyde. Engangsbestik og –tallerkener, sugerør og plastikflasker, hvor låget ikke er fastgjort på flasken.

Balloner, vådservietter, hygiejnebind og tamponer skal ifølge forslaget have et iøjnefaldende mærkat, hvor forbrugerne skal kunne læse om de miljømæssige konsekvenser ved ikke at skaffe sig korrekt af med produktet, når det er brugt.

Eksempelvis er vatpinde primært produceret af engangsplast og dens størrelse udgør en risiko for, at den slipper igennem filtreringsprocesser og ender som små plaststykker i verdenshavene.

 

 

 

 

Sine Beuse Fauerby, energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening

”Det er rigtig positivt for vores miljø, at vi vil forbyde og reducere plastik i naturen. Det tror jeg, alle er enige i. Men vi skal være opmærksomme på, hvad vi erstatter det med. Vi har en forbrugskultur, og hvis vi erstatter engangsbestik i plast med engangsbestik i træ, så rammer vi pludselig vores natur på en anden og uhensigtsmæssig måde. I stedet for at få vores to-go-kaffe i et papkrus med et plastiklåg, så skal vi måske have den fem kroner billigere, hvis vi kommer med vores eget krus. Vi skal til at tænke anderledes.”

 

 

Sound on/off

THERMOFORMEREN

Kiefel’s stempler og hjul larmer i næsten stomp-lignende rytmer, der slår mod de bare betongulve og vægge og giver genklang i fabrikshallen. En thermoformer er en maskine benyttet i plastindustrien. Den varmer plasten op og former det. Kiefel er det navn, der står på siden af maskinen med store, gule blokbogstaver.

Støjen fra Kiefel overdøver også Camilla Haustrup Hermansen, der er iført en blå kedeldragt, som skjuler det mere kontorpassende antræk. Hendes hår holdes på plads af et hårnet. Men det er et krav til dresscoden i fabrikshallen hos PlusPack et odenseansk plastfirma, der siden begyndelse i 1914 har været ejet af Haustruperne.

Camilla Haustrup Hermansen, direktør for forretningsudvikling og marketing, er den fjerde generation i familieforetagenet. 

Mens hendes ord drukner i støjen fra Kiefel, løfter stemplerne sig inde i den store maskine, før de lader sig falde ned mod den tynde plade af plast. Da stemplerne løfter sig på ny, er der formet tolv gennemsigtige plastlåg, som straks fjernes af Kiefel selv for derefter at gentage processen.

PlusPack producerer emballage til opbevaring af mad. Camilla Haustrup Hermansen går ud af fabrikshallen og ind i de tilstødende lokaler, hvor thermoformeren Kiefels rytmiske støj ikke kan høres.

- Plast har nogle fantastiske egenskaber, når det kommer til at holde mad frisk. Det er et godt materiale, der er en stor del af vores hverdag, siger hun.

 

 

 

 

Europa-Kommissionens forslag om at holde producenter mere ansvarlige for deres plastikproduktion, er et direktiv. Det betyder, at medlemslandet selv indfører det via lovgivning. Direktivet skal overholdes, men det er individuelt, hvordan det implementeres for medlemslandene.

Det betyder blandt andet, at krav som producentansvar kan tolkes vidt forskelligt. Et land skal blot indfri de krav, der er beskrevet i direktivet.

Et af de krav der stilles i forslaget er, at medlemslandene skal sikre initiativer, der reducerer brugen af engangsplastemballage i forbindelse med mad- og drikkevarer. Eksempelvis i forbindelse med take-away.

Derudover vil flere plastproducenter blive pålagt et designkrav, så låget fra en plastflaske ikke kan adskilles fra selve plastflasken.

I forslaget er der også et udvidet producentansvar, der som minimum indebærer, at den markedsføringsansvarlige skal finansiere indsamling af plastaffaldet, behandlingen heraf og oprydningen af henkastet affald.

- Vi skal alle tage ansvar, og selvfølgelig skal vi gøre noget. Det er der vist ingen, der er uenige i. Men det vigtige i Europa-Kommissionens forslag er, hvordan det bliver implementeret. Hvilken slags producentansvar plastindustrien får, siger Christina Busk, der er miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

 

Bendt Bendtsen, fynsk konservativ i Europa-Parlamentet

"Jeg synes, det er fint, at vi tager producenterne ind og giver dem ansvar. Men så skal vi også diskutere, om det er dem, der producerer eller dem, der markedsfører, der skal tage ansvaret."

 

Plastindustrien er ikke afvisende overfor et udvidet producentansvar. Det er blevet vedtaget, at der fra 2025 skal der være producentansvar på emballage i Danmark, hvilket også omfatter emballage af plast.

- Jeg vil mene, at det er essentielt, at den kommende producentansvarsordning kommer til at skabe incitamentet til netop at designe emballagen, så den kan genanvendes bedre. Samtidig skal der også være en effekt for miljøet og ikke kun afgift til producenterne, siger hun.

Kristian Syberg, der er lektor på Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet, mener, at Danmark har et stort ansvar.

- Vi er et af de lande i verden med det største plastikforbrug, derfor bør vi også tage et stort ansvar, siger han.

Generelt er vi i Danmark uofficielle europamestre, når det kommer til affald pr. indbygger. 777 kilo affald genererede hver dansker i 2016. Det er 334 kilo mere end svenskerne, der gennemsnitligt generede 443 kilo affald pr. indbygger. Det viste en undersøgelse, som Europa-Parlamentet offentliggjorde i 2018.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker de et reelt opgør fra Europa-Kommissionen og medlemslandende med engangsemballage. De mener ikke, at man kan løse plastforureningen ved blot at udskifte en række engangsprodukter af plast med andre materialer. Man skal ændre adfærd.

- Der skal være en økonomisk gevinst. I stedet for at få kaffen i et to-go-krus, får man den billigere, hvis man har sit eget krus med. Hvorfor ikke gør det med mad og andre ting. Vi skal ikke bare erstatte, men gentænke vores forbrug og vaner, siger Sine Beuse Fauerby, energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

Christel Schaldemose, Fynsk Socialdemokrat i Europa-Parlamentet

”Fyn har en del plast- og emballagevirksomheder. Hvis de er gode, kan de være med til at sætte de standarder, alle andre skal bruge. De kan vise vejen. Og de har en opgave i at hjælpe de virksomheder, der bruger emballage, til at tænke i at bruge mindre, og mere sundhedsvenligt emballage. Skal der bruges plast, skal det være plast, der kan genbruges eller genanvendes. Det handler også om at begrænse brugen af kemikalier i plast, så plastikken bedre kan genanvendes og skader miljø og mennesker mindst muligt.”

Plastik er overalt. I alt fra vores sodavandsflasker og mobiltelefoner til vindmøller og tøj. Camilla Haustrup Hermansen er hver dag omgivet af plastik i sit arbejde. Hos PlusPack har de allerede gjort flere tiltag. De producerer eksempelvis plastikemballage til mad, hvor låget ikke kan skilles fra bøtten. Deres emballage er designet, så det er nemt at rengøre og deres primære plastressource er genbrugsplast.

Camilla Haustrup Hermansen tager en plastikskål, der står på bordet bag hende. Skålens indhold ligner på afstand hundredevis af små, uslebne diamanter. Hun stikker sin hånd ned og lukker den let sammen i en håndfuld, løfter hånden og drejer den. Hun slipper sit tag og lader de diamantlignende stykker falde mellem fingrene og ned i skålen.

- Man skal tænke sin plastik som en ressource, siger Camilla Haustrup Hermansen og afslører, at skålens indhold er genbrugsplastik fra sodavandsflasker.

- Når man står med brugt plastikemballage, skal vi ikke tænke det som et stykke affald, men derimod en ressource, vi har i hænderne. Det er ikke kun producenterne, der skal tage et ansvar. Det er os alle sammen.

Den fynske politiker Bendt Bendtsen fra De Konservative sidder i Europa-Parlament. Han er en del af EPP, den største politiske gruppe i parlamentet, og han har tiltro til forslaget.

- Som forslaget ligger nu, tror jeg, det er noget hele den konservative gruppe stemmer for.

Europa-Parlamentet håber, at kommissionens forslag i dets nuværende form kan vedtages inden Europa-Parlamentsvalget sidst i maj 2019.