Den Gamle Lillebæltsbro genåbner for biltrafik før tid

Den omfattende renovering af Den Gamle Lillebæltsbro er nået til vejs ende. 13. september genåbner broen mellem Middelfart og Fredericia for biltrafik.

Efter små otte måneders gennemgribende renoveringsarbejde genåbner Den Gamle Lillebæltsbro nu lidt over to uger før tid.

Oprindeligt var planen, at broen - der har været lukket siden 29. januar - skulle genåbne 1. oktober, men allerede 13. september er broen igen klar til at lede trafikken over bæltet.

Og den slags skal naturligvis fejres.

Genåbningen af Den Gamle Lillebæltsbro bliver markeret med et arrangement af Middelfart og Fredericia Kommune. Arrangementet starter klokken syv og afholdes ved broenden på Jyllandssiden af broen.

- Jeg er en rigtig glad mand i dag. Broen betyder rigtig meget for at binde Middelfart sammen med det jyske og specielt med Fredericia. Så det er en rigtig, rigtig god nyhed, der er kommet i dag, Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune, til TV 2/Fyn.

En mærkelig tid

Borgmesteren fortæller, at de to perioder, hvor broen har været lukket, har besværliggjort dagligdagen for mange af de gennemsnitligt 10.000 bilister, der gør brug af broen i deres hverdag, ligesom en række virksomheder har haft det svært under den midlertidige brolukning.

Borgmester Johannes Lundsfryd ser frem til broens genåbning.

Også for ham som borgmester har det været specielt.

- Det har været lidt en mærkelig tid, fordi der har manglet en dimension i vores liv. Der er gang i utrolig mange ting for tiden med events og aktiviteter, og heldigvis har folk været søde og flinke til at bakke op om det. Men det er klart, at det giver os en ekstra dimension, når oplandet vokser, og det kommer det jo til at gøre med broåbningen, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Efter den officielle broåbning om morgenen 13. september er der om eftermiddagen arrangeret koncerter i Middelfart for at fejre genåbningen.

- Det skal da fejres. Vi starter fra morgenstunden med at dele rundstykker ud til nogle af beboerne på den anden side. Det er jo næsten et reunion-party, vi kan holde i løbet af fredagen. Der bliver musik og fest og glade dage her i Middelfart, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Hul til Lillebælt

Den Gamle Lillebæltsbro trængte til en grundig renovering, da kørebanen, fugerne og den underliggende beton var ældede på broen, der blev opført mellem 1925 og 1935.

Derfor har Vejdirektoratet og entreprenøren Arkil under renoveringen blandt andet haft fokus på at forstærke betonkonstruktionen nedenunder asfalten.

- Sammen med et armeringsnet har vi lagt mellem 10 og 15 centimeter beton oven på broens eksisterende betonlag for at forstærke den yderligere, forklarede projektchef i Vejdirektoratet Janie Winther Ipsen i august til TV 2/Fyn.

En forstærkning, der skulle vise sig at være stærkt tiltrængt. 

- Da vi fik fjernet asfaltbelægningen, var der nogle få steder, hvor betonkonstruktionen var helt tynd, og der var små huller, så vi kunne kigge ned til Lillebælt, fortalte Janie Winther Ipsen.

Så har man simpelthen kørt oven på asfalt med huller lige ned til vandet under?

- Nu er det jo en samlet konstruktion, så der har ikke været nogen fare til stede. Men ja, renoveringen var tiltrængt, sagde Janie Winther Ipsen.

Næsten i mål

Udover forstærkningen af betonkonstruktionen skulle hele den kantbjælke, der adskiller jernbanen og kørebanen, udskiftes. Derfor har broen i to lange perioder været lukket for biltrafik – 20 uger i 2018 og 32 uger i 2019.

- Det har været et vanskeligt projekt med en del udfordringer, men her i 2019 har vi forsøgt at have god styring med entreprenøren og samarbejdet med Banedanmark. Så med de her indsatser er det nu lykkes at blive klar til at åbne lidt før tid, siger Janie Winther Ipsen.

Hun forklarer, at de håber på tørvejr i den sidste uge af arbejdet, så de kan få gjort færdig.

- Vi har nogle fuger, der skal laves, og vi har et rækværk, der skal fjernes samt nogle ting under broen, der skal laves. Så der bliver travlt i den næste uges tid, siger projektlederen.

 

Oversigt

    Oversigt