Den tavse silo i Langeskov fortæller sin historie

Forladte steder kan sagtens tale højt, selvom de er helt alene. I et omfattende kunstprojekt får 30 fynske, forladte steder en ny stemme gennem kunst.

Kulturarv kan have mange ansigter. Det kan være en beskrevet sten i Jelling, en livagtig mosemand fra Grauballe eller et Vikingskib i Ladby. Det er den slags kulturarv, som er nøje beskrevet i historiebøger og som skolebørn gennem generationer er blevet hørt i med svingende entusiasme.

Men kulturarv kan også være en forladt silo i Langeskov, en tavs skole i Bøstrup eller en nedlagt geværfabrik i Otterup. I et omfattende kunst- og kulturarvsprojekt fortælles glemte historier om fynske arbejdspladser, erhvervseventyr og mange andre steder, hvor der førhen var liv og udvikling.

- Vi vil rigtig gerne sætte fokus på de mange historier, der ligger ude i landskabet og i bygninger. Nogle der har gjort meget for fyn i forhold til arbejdspladser og nogen, som har påvirket folks liv og identitet. Der har vi stadig i dag bygninger, der står tilbage, som vidner om den historie. Det synes vi er enormt spændende at sætte fokus på, fortæller Troels Malthe Borch fra Kulturav Fyn.  

Den Fynske Kulturarvsekspedition

Billedkunstner Ole Lejbach og forfatter Jens Blendstrup har besøgt 30 fynske, forladte steder, der måske nok ikke er i funktion længere, men som stadig har en stemme. Ole Lejbach har tegnet, og Jens Blendstrup har skabt fortællinger fra stederne. Resultatet er nu kommet i en massiv bog, og duoen har indledt en turné på Fyn om det omfattende projekt.

Muus' Silo

I Langeskov holder Folmer til. Folmer fra Folmers Auto. Alle Mercedes-entusiaster i Danmark kender ham, for der er ikke den reservedel, som han ikke kan skaffe. Midt i hans organiserede kaos af biler og hvad dertil hører, troner en stille kæmpe. En silo fra 1962 til de lokale bønders korn. Den blev sidst brugt i 1980, og står stadig med sin instrumenter og maskiner. Den siger ikke et ord, men fortæller mange historier. 

- Jeg synes det fantastiske ved siloen er, at den står her endnu. Den har ligesom været en ramme om den lokale landbefolkning, der er kommet med deres høst hvert år og har afleveret det, og så er det blevet suget op i siloen, siger Jens Blendstrup. 

Han finder de helt uberørte stedet mest fascinerende.

- Nu har jeg været 30 steder, og jeg har altid synes, at de steder, der har fået lov til at stå, og som ikke er blevet sat i stand, er de mest fantastiske. Der står som regel også de gamle maskiner, og nogle gange står der navne på vægene. Det er helt enormt fascinerende, siger Jens Blendstrup.

Roadshow

I februar, marts og april drager Ole Lejbach og Jens Blendstrup rundt i det fynske land for at afholde såkaldte ekspeditionsaftener, hvor de fortæller historier fra de forladte steder. Der bliver en ekspeditionsaften i hver af de ti fynske kommuner, og hvert arrangement vil have fokus på tre steder i den på gældende kommune.

Så hvis du har interesse i at opdage glemte steder i lige netop din kommune på Fyn, så klik ind på Modstrømfyn.dk

I denne uge indledes Den store Kulturarvsekspedition på Fyn. Og hvad er det så for noget? Jo, det indbefatter blandt andet to kunstnere, 30 forladte, fynske steder og en stor håndfuld fantasi. Bogen er netop udkommet om det store projekt, og et af de steder, som kunstnerne besøger, er Muus´ silo i Langeskov. Den er ejet af Folmers Auto, og har ikke været i brug siden 1980. Vores reporter Signe Ryge tog ud til Muus’ silo for blandt andet at høre om baggrunden for at lave Kulturarvsekspeditionen.
Forfatteren Jens Blendstrup og billedkunstneren Ole Lejbach besøger ti fynske kommuner for at fortælle spændende historier fra den fynske fortid. De har været på ekspedition til 30 steder på Fyn, Langeland og Ærø; steder, der er blevet forladt de seneste 100 år. Nu fortæller de om ekspeditionen og de mange spændende historier, der knytter sig til stederne - og om, hvordan de har brugt de forladte steder som inspiration og udgangspunkt for deres billedkunst og litteratur.

Oversigt

    Oversigt