I det fynske folks tjeneste

Den travle juletrafik begynder fredag

I år ser vejret ikke ud til at give særlige udfordringer for juletrafikken. Alligevel holder SOS Dansk Autohjælp sig klar til nogle travle dage

Selvom meteorologerne lover mildt vintervejr i juledagene, opfordrer SOS Dansk Autohjælp bilisterne til at køre i god tid. Der vil være mange flere bilister på vejene i ferietiden.

Fredag begynder de travle rejsedage op til jul, da mange danskere tager hul på ferien allerede nu.

Derfor holder SOS Dansk Autohjælp sig klar til at hjælpe de julerejsende, til trods for det milde vejr.

- Selv om der ikke er sne og is, vil der være ekstra mange biler på vejene de næste dage, så vi er klar til at rykke ud med det nødvendige mandskab. Nogle af de biler, der skal ud og køre til jul, har måske stået stille længe, og så kan der lettere opstå problemer, siger Ellen Trolle, ansvarlig for vagtcentralen hos SOS Dansk Autohjælp.

Hendes opfordring til bilisterne er derfor stadig at tage af sted i god tid.

- Når der er mange biler på motorvejene, kan der hurtigt opstå lange køer, selv ved de mindste ulykker eller nedbrud. Regn derfor med længere køretid på de lange strækninger end normalt, forklarer Ellen Trolle, der forventer mange biler på vejene alle dage frem til jul.