Regnen fortsætter onsdag: - Der er desværre nye forsyninger på vej

Den regntunge marts fortsætter også de næste dage. Onsdag bliver endnu en dag, der smager af efterår.

Det våde og meget lidt forårsagtige martsvejr kommer også til at sætte sit præg på onsdagen - ligesom det har gjort det de foregående dage.

- Desværre så er der nye forsyninger på vej ude fra Nordsøen, så den står på ny på regn og byger fra morgenstunden, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm.

Temperaturen natten til onsdag har ikke umiddelbart været helt nede på minusgrader, og saltsprederne har derfor stået fredeligt natten over. 

quote Det meget våde martsvejr det fortsætter altså - dog er der chance for lidt mere sol torsdag. Og fredag, lørdag og søndag er der lidt stigende temperaturer, så lidt lyspunkter er der

Andreas Nyholm

- Tre-fire grader er nok niveauet, når I står op, og så er det med en frisk vind fra sydvest og noget, der smager af efterår. Men det er ikke sammenhængende regn, det er mere bygeagtig regn, så der er også perioder med tørvejr i løbet af onsdagen over Fyn, siger Andreas Nyholm.

Vinden vil være ganske kraftig det meste af dagen, men ud på eftermiddagen vil vinden aftage, og det samme vil bygerne i løbet af aftenen.

Temperaturen kommer op på en seks-syv grader i løbet af dagen.

- Så det er køligt her for midten af marts måned, siger Andreas Nyholm.

Mere regn torsdag

Torsdag passerer en ny front over Fyn, og endnu engang medbringer den masser af nedbør.

- Så det meget våde martsvejr det fortsætter altså - dog er der chance for lidt mere sol torsdag. Og fredag, lørdag og søndag er der lidt stigende temperaturer, så lidt lyspunkter er der, siger Andreas Nyholm.

Resten af ugens dage vil dog stadig være med perioder med regn.

- Men dog med knap så meget regn som onsdag og torsdag, siger Andreas Nyholm.

Oversigt

    Oversigt