I det fynske folks tjeneste

Der mangler millioner til julehjælp

På nuværende tidspunkt mangler Danmarks største formidler af julehjælp, Dansk Folkehjælp, seks millioner kroner for at kunne hjælpe de 7.500 familier, der har fået godkendt deres ansøgning om julehjælp hos organisationen.

Det betyder, at flere enlige forsørgere med hjemmeboende børn må undvære den håndsrækning, som de havde håbet på.

Indsamlingen skal nå op i omegnen af 10,7 millioner kroner for at kunne hjælpe alle ansøgere.

Til sammenligning blev der i 2012 indsamlet 6 millioner kroner, og organisationen kunne uddele julehjælp til godt 4.000 fattige familier.

Mange ansøgere på Fyn går forgæves

Den store søgning til julehjælp er også et problem på Fyn. De lokale foreninger kan slet ikke tilgodese alle dem, der har søgt om julehjælp i år.

I Odense kommune har 125 søgt og fået godkendt ansøgning om julehjælp, men kun 58 står til at kunne få hjælp.

I Faaborg-Midtfyn kommune har 75 fået godkendt deres ansøgning. 50 står til at modtage.

I Svendborg kommune har 46 personer fået godkendt ansøgningen, men kun syv personer står til at modtage julehjælp.

- Vi må erkende, at det ser svært ud her få dage før indsamlingen runder af. Der er fortsat en række beløb, som vi endnu ikke har overblik over, blandt andet de midler som er indsamlet via vores lokalafdelinger. Men allerede nu står det klart, at vi ikke kommer til at hjælpe alle ansøgere til julehjælp. Vi har hos Dansk Folkehjælp nu fokus på at hjælpe flest mulig, og det håber vi, at danskerne giver os en håndsrækning til at nå, siger Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

Støt julehjælpen her

Ved du noget? Så send os et tip