Nu er lægemanglen kritisk: Der skal ske noget

Der kommer til at mangle læger på Fyn, hvis der ikke bliver gjort noget snart. Derfor vil Region Syddanmark nu styrke lægedækningen på Fyn.

Et stigende antal fynbeboere plus læger, der er på vej på pension, er årsagen til, at der i fremtiden kommer til at mangle læger på Fyn.

Allerede nu er der ikke plads til nye patienter hos flere praktiserende læger, og hver anden fynske lægepraksis er lukket for optagelse af nye patienter. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Og det er et problem, som kun bliver større. Inden for de næste 10 år går hver tredje praktiserende læge på pension.

Udsigten til den øgede lægemangel vil Region Syddanmark nu gøre noget ved, og derfor styrker de lægedækningen i Odense og Nyborg.

Formanden for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V), mener, at situationen nogle steder er alvorlig, og at der derfor skal handles nu, hvis alle borgere fortsat skal have adgang til en læge.

- Behovet for læger varierer efter området. I Nyborg er udfordringen, at der er et begrænset antal af praksisser. Og for Odense er det et spørgsmål om, at hvis antallet af befolkningen vokser, så er der ikke nogen læger at vælge imellem.

Flere odenseanere skaber behov for flere læger

I Odense har 68 procent af praksisserne lukket for tilgang af nye patienter. Samtidig vokser befolkningen, hvilket skaber et stigende behov for læger. I Odense er der mulighed for at vælge imellem få praksisser i centrum.

- Vi er i Odense oppe på, at hver læge i gennemsnit har 1.815 patienter, hvor det normale tal ligger på 1.600 patienter per læge. Der er mange studerende i Odense, som ikke har et stort behandlingsbehov, men nu er vi ved at nå kanten. Det er for at udvise rettidig omhu, så borgerne i Odense fortsat har læger at vælge imellem, og for at sikre de læger, der er i Odense, en rimelig arbejdsbyrde, siger Bo Libergren.

Derfor bliver der sat fire såkaldte ydernumre til salg i Odense, som skal imødekomme manglen på læger i fremtiden.

Ydernummer

Kritisk situation i Nyborg

I Nyborg er situationen langt mere kritisk. Her har ingen læger åben for nye patienter. Med det store pres på lægedækningen er det vigtigt hurtigst muligt at få oprettet en lægepraksis mere, mener Bo Libergren.

- Der er ingen borgere på Fyn, der ikke har en læge. Men i Nyborg er situationen den, at der ikke er nogen praksis i Nyborg by, der har åbent for patienttilgang. Så borgere, der vil skifte læge eller flytter til Nyborg, skal vælge lægepraksisser i Ullerslev og Ørbæk. Det er inden for de 15 kilometer, som det skal være ifølge overenskomsten, men vi vil gerne yde et rimeligt serviceniveau, og derfor skal borgerne have mulighed for at vælge læge i Nyborg by, siger Bo Libergren.

Lægerne Enghavevej har budt ind på at få en læge mere, men grundet pladsmangel i de nuværende bygninger kan de først tage imod nye patienter fra 1. januar 2021. Aftalen gælder dog kun, hvis de kan finde andre lokaler.

Bo Libergren mener, at det ikke løser situationen i Nyborg nu og her. Og derfor håber han, at de med et ekstra ydernummer kan lette presset på lægedækningen i Nyborg.

Viljen til en større praksis hos lægerne er dog altafgørende for at få flere læger ifølge Bo Libergren.

- De skal have et ønske om at få en større praksis selv altså med flere læger. Jeg kan ikke tvinge nogen til at flytte i større lokaler eller bygge ud. Det er selvstændige erhvervsdrivende, og der kan vi ikke bare betale for deres bygninger, udtaler Bo Libergren.

Oversigt

    Oversigt