I det fynske folks tjeneste

Derfor bringer TV2/Fyn Heunickes og Jønssons raseri-udbrud

04:44

1 af 2

TV 2/FYNs direktør, Esben Seerup, begrunder, hvorfor TV 2/Fyn har valgt at offentliggøre skjulte optagelser af transportminister Magnus Heunicke (S) og hans kommunikationsrådgiver, Rasmus Jønsson, som var vrede på en af stationens journalister efter et interview søndag.

Af Esben Seerup, direktør, TV 2/Fyn.

Normalt bruger TV 2/Fyn ikke skjult kamera. Og normalt lader vi heller ikke kameraet køre, når et interview er overstået.

Men det gør vi i dag.

Årsagen er, at vi dermed kan dokumentere, hvordan en minister og en kommunikationsrådgiver reagerer - rasende og vredt - fordi en journalist har stillet en række, helt relevante spørgsmål, som den samme minister og kommunikationsrådgiver i ugevis har forsøgt at undgå at svare på.

Ministeren er transportminister Magnus Heunicke, og kommunikationsrådgiveren er Rasmus Jønsson. De vil sikkert påstå, at TV 2/Fyn både brød en aftale i forbindelse med interviewet, og at de to bare reagerede, fordi de syntes, at journalistens research ikke var på plads.

Begge dele er forkert.

Når en kommunikationsplan ikke virker

Baggrunden for optrinnet er dette: Søndag kunne transportministeren - endelig og efter 19 dage i flyverskjul bag sin kommunikationsrådgiver - stilles til ansvar for fynske borgere på Fyn. En del af dem undrer sig over, hvorfor der skal bruges knap 70 millioner kroner på at bygge en togstation i Langeskov til IC 3-tog, som IC3-togene så alligevel ikke skal stoppe ved.

Hvad er meningen? Kan man med rette spørge.

Så det gjorde TV 2/Fyns reporter, da Heunicke søndag nu endelig var på Fyn i forbindelse med åbningen af et bridgewalking-arrangement på den gamle Lillebæltsbro søndag.

TV 2/Fyn havde forinden en mængde gange forsøgt at få en ministerkommentar fra Heunicke om sagen. Faktisk lige siden den 21. april hvor usikkerheden om IC 3-togstoppet i Langeskov opstod.

Normalt er det ikke et problem at få den journalistuddannede Magnus Heunicke i tale. Det var det så nu.

I første omgang blev Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn midt i sidste uge sendt i byen med en automatpilot-kommentar. Det stoppede ikke spørgsmålene.

Så gik stafetten videre til den lokalvalgte partikammerat Trine Bramsen. Hun blev live-interviewet af TV 2/Fyn torsdag, hvad der heller ikke fik sagen til at dø. Tværtimod. Alene på Facebook blev Trine Bramsen-interviewet på to dage set af mere end 46.000 danskere. Ikke alle er imponerede over hendes svar, kan man læse i det mangfoldige kommentarfelt.

Og dermed virkede den no comments-plan, som den ministeransatte kommunikationsrådgiver Rasmus Jønsson tydeligvis havde lagt for Magnus Heunicke, pludselig knap så gennemtænkt.

Et interessant efterspil, da togstations-interviewet var slut

Søndag blev Heunicke så i Middelfart endelig konfronteret med reaktionerne fra Fyn omkring den famøse togstation med de manglende IC 3-tog.

Forinden havde TV 2/Fyn tidligt på dagen spurgt til et interview om dette. Det skete, fordi redaktionen vidste, at Heunicke også skulle til et drone-arrangement i H.C. Andersen-lufthavnen nord for Odense samme søndag. Interview-forespørgslen blev af spindoktor Jønsson blankt afvist i telefonen.

Nogle timer senere i Middelfart lykkedes det så for TV 2/Fyns bridgewalking-reporter at få ministeren i tale. Da denne del af interviewet var overstået, spurgte reporteren selvklart ministeren om togstationen i Langeskov.

Selvfølgelig, kan man tilføje, for det er jo hendes arbejde.

Minister Heunicke svarede da også, for kameraet kørte jo, men da interviewet var forbi, kom et efterspil, der er nok så interessant. Og som blev fanget af kamera og mikrofon.

Det er dette klip, som vi bringer uredigeret her.

Det viser nemlig - uden det sædvanlige redigeringsfilter - hvordan Magnus Heunicke og Rasmus Jønsson i fire minutter og fyrre sekunder reagerer umiddelbart over for TV 2/Fyns kvindelige journalist.

Se klippet - og deltag gerne i debatten

08:27 Luk video

I et demokrati som det danske er der nogle gængse spilleregler, hvor de fleste af os accepterer, at pressen har en uafhængig og kontrollerende funktion over for magthavere som ministre. Det er sundt, for det sikrer både, at toppolitikere holdes til ilden, og at der er kort afstand mellem høj og lav i Danmark.

Når travle ministre skal interviewes, laves aftalerne via kommunikationsrådgivere. Det er normalt. Også at disse rådgivere forsøger at påvirke emner og vinklen på historien. Det er derimod hverken normalt - eller sundt for demokratiet - når spindoktorer og ministre afviser at stille op, fordi spørgsmålene er svære at svare på. Så blokeres hele debatten.

Med en tæt folketingsvalgkamp forude kan TV 2/Fyn-klippet fra Middelfart være en fin anledning til at tage den nødvendige diskussion om, hvem vi egentlig vil have skal styre og sætte dagsordenen i mediebilledet i Danmark.

Derfor bryder TV 2/Fyn vores normale princip om hverken at bringe råbåndsklip eller regi-optagelser før eller efter et interview. Og derfor bringer vi her Heunickes og Jønssons raseri-udbrud.

Se interviewet og den efterfølgende reaktion i videoerne til venstre for artiklen - og deltag gerne i debatten.

Ved du noget? Så send os et tip