Derfor er Odense markant bedre til at få flygtninge i arbejde

Ifølge AMU-Fyn skyldes succesen, at centret har klaret en del af papirarbejdet for virksomheder, der hjælper flygtninge med at komme i arbejde. Væk med bureaukratiet, siger minister.

Den nye integrationsgrunduddannelse (IGU) har fået en god start, især på Fyn, hvor det er lykkes at få markant flere flygtninge og indvandrere i gang med et toårigt IGU-forløb.

Odense Kommune har registreret 39 IGU-forløb. Til sammenligning har København kun 30, mens Aarhus og Aalborg har henholdsvis 4 og 6. 

- Vi er som uddannelsescenter gået ind og taget en aktiv rolle i selve IGU-projektet. Det er et stort arbejde. Der er rigtig meget papirarbejde, hvor vi som skole har været behjælpelig med at gå ind og tage den del, siger Karin Kjerside Sørensen, der er uddannelseskonsulent på AMU-Fyn.

Mangler 2500 chauffører

AMU-Fyn har taget kontakt til omkring 80 virksomheder for at et forløb op at stå med flygtninge eller indvandrere. Et IGU-forløb er et toårigt uddannelsesforløb med 20 ugers virksomhedspraktik, som skal gøre flygtninge og indvandrere klar til arbejdsmarkedet.

Det er især inden for gartneri og transport, at kommunen har haft succes med at få flygtninge i arbejde.

- Der er mangel på chauffører, og gennemsnitsalderen er høj (56,2 år, red.). Hvis den fortsætter, som den gør nu, kommer der til at mangle 2500 chauffører inden for en kort årrække, forklarer Karin Kjerside Sørensen.

Minister: Udfordringen er bureaukrati

Netop på grund af den fynske succes har integrationsminister Inger Støjberg (V) været på besøg i flere fynske virksomheder i dag, mandag. Det gør hun for at samle inspiration til, hvordan man kan løse integrationen i samarbejde med private virksomheder.

Efter besøget på Fyn peger ministeren netop på mængden af papirarbejde, som et af de elementer, der skal kigges på, hvis også resten af landet skal opleve samme succes, som man for tiden gør på Fyn.

- Den generelle udfordring er bureaukrati, altså hvis man selv skal sidde og udfylde alt for mange papirer, inden det kan komme op at stå på benene, siger Inger Støjberg.

- Vi skal have kigget på bureaukratiet. Det er der ingen tvivl om, fastslår hun.

På TV 2/FYN kan du klokken 19.30 se et direkte interview med terminalchef Martin Juhl fra Danske Fragtmænd, der fortæller om, hvorfor de har haft så stor succes med at med disse praktikforløb.

Oversigt

    Oversigt