Derfor har Kirsten købt parkeringsplads til 260.000 kroner

For 260.000 kroner har Kirsten Berg Adolph fået sin egen faste parkeringsplads. Livet er for kort til at køre rundt og lede efter én i Odense, siger hun.

Hvis du skal have din egen faste parkeringsplads i det centrale Odense, er der flere steder, du skal hive et sekscifret beløb op af lommen. 

I Odense koster det op imod 300.000 kroner for én fast parkeringsplads. Kirsten Berg Adolph er én af dem, der har kastet mere end en kvart million kroner efter et sted at sætte bilen.

- Vi vil sikre os, at vi har parkering. Selv om der er mange parkeringspladser, og der kommer dobbelt så mange, er der også rigtig mange mennesker, der begynder at komme til byen, siger Kirsten Berg Adolph til TV 2/Fyn. 

- Vi vil ikke risikere at stå og ikke have en plads eller køre rundt og lede efter én. Det er livet for kort til, fortæller hun. 

300.000 kroner for parkeringsplads

Kirsten Berg Adolph bor i det centrale Odense, der de seneste år har været under massiv ombygning på grund af letbanebyggeri. Det har gjort det udfordrende at komme ind til centrum - både i bil, på cykel og med offentlig transport. 

Skal du have en parkeringsplads ved Eventyrhaven eller Odense Å, oplyser ejendomsmæglerkæden Home i Odense, at prisen ligger på omkring 300.000 kroner. 

Parkeringspladserne under TBT Tower tæt ved Odense Banegård Center ligger på omkring 260.000 kroner. 

- Det lyder dyrt, men den bliver ikke tinglyst, så den ejer vi. Vi skal betale 260.000 kroner for at benytte den 24 timer i døgnet, men vi får pengene tilbage, den dag vi sælger, siger Kirsten Berg Adolph.

Ejendomsmægler: Derfor er pladserne så dyre

Der er flere forklaringer på, hvorfor priserne på centrale parkeringspladser er blevet så dyre. 

- Vi danskere får flere og flere biler i disse år. Mange familier har efterhånden to biler, og der er mange yngre mennesker, der flytter til de store byer, så der er bestemt rift om et sted at stille bilen i Odense C, siger ejendomsmægler Henrik Christoffersen fra Home i Odense. 

Ifølge Home koster de dyreste parkeringspladser til sammenligning 350.000 kroner i Aarhus og 250.000 kroner i Aalborg. På Frederiksberg i København er prisen på op til 1.000.000 kroner.

Henrik Christoffersen fra Home i Odense forklarer, hvorfor priserne er så høje. 
Fotograf: Morten Grundholm

Oversigt

    Oversigt