Derfor skal kriseramte kvinder spille høvdingebold med kriminelle

Høvdingebold er limen i en kulturel begivenhed, som tre elever på Gymnastikhøjskolen i Ollerup står bag. Målet er at bekæmpe stigende polarisering i samfundet.

Tidligere indsatte, kriseramte kvinder og gamle gymnaster kan snart møde hinanden i en begivenhed, der skal bringe dem tættere på hinanden. De skal spille høvdingebold. 

- Vi håber, at folk kommer til at snakke mere med andre, at man er nysgerrig og får en dybere forståelse for dem, man møder, siger Line Bjerre.

Hun er en af tre elever på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der i samarbejde med underviser Morten Andersson har travlt med forberedelserne til begivenheden Mondiali - The Nordic Edition.

Begivenheden, der finder sted den sidste weekend i november, kommer kort sagt til at handle om, at mennesker med forskellige kulturelle og sociale baggrunde møder hinaden til en turnering i høvdingebold. 

Fordomme fordufter

quote Det, der gør, at man kommer til at brænde så meget for det, er, at vi oplevede i Italien, hvordan det nedbragte barrierer mellem folk

Line Bjerre, højskoleelev

Inspirationen til Mondiali - The Nordic Edition fik de tre elever, der udover Line Bjerre tæller Jacob Nørgaard Hansen og Anna Dalkjær Riis, i Italien.

De var i juni med til forberedelserne til festivalen Modiale Antirazzisti, der for 23 år siden lod højreradikale hooligans og fodboldspillende immigranter mødes på en fodboldbane.

I dag er festivalen dog mere en kultur- og sportsfestival, forklarer Jacob Nørgaard Hansen. 

- Folk møder op og spiller fodbold uden en dommer, og om aftenen bliver det mere til en kulturplads, siger han. 

På turen til Italien blev han og de andre opmærksomme på, hvad det kan, når mennesker mødes gennem sport. Derfor håber de nu, at de kan gøre italienerne kunsten efter.

- Det, der gør, at man kommer til at brænde så meget for det, er, at vi oplevede i Italien, hvordan det nedbragte barrierer mellem folk, siger Line Bjerre.

Sværere end forventet

Selvom ambitionsniveauet for den forestående begivenhed på Sydfyn har været højt fra begyndelsen, har det vist sig at være svært at garantere diversitet. Eleverne har inviteret mange fra forskellige minoritetsgrupper og med forskellige baggrunde, men ikke alle har vist lige stor interesse. 

- Vi gør stadig vores for at få folk med, men det er ikke så nemt, som vi troede, siger Jacob Nørgaard Hansen.

Begivenheden er blandt andet er finansieret af midler fra projektet European Youth Engaging in Solidarity and Sport, og lignende tiltag i andre lande skal sammen være med til at bekæmpe den stigende polarisering mellem befolkningsgrupper, der opleves i mange europæiske lande. 

Derfor håber de tre unge, at deres begivenhed bliver en succes. 

- Det handler jo om at få nedbrudt fordomme, siger Jacob Nørgaard Hansen.

Begivenheden finder sted fra 30. november til 1. december, og interesserede kan tilmelde sig på højskolens hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt