Derfor vinker skatteborgerne farvel til millionbeløb i Arena Fyn-sag

Odenses skatteborgere har potentielt 6,8 millioner kroner til gode, men kommunen mener alligevel, at et forlig er den bedste løsning i Arena Fyn-sag.

Efter lang tids forhandlinger har Odense Kommune og Odense Sport & Event indgået forlig i den såkaldte Arena Fyn-sag.

Med forliget opgiver kommunen at få 6,8 millioner kroner af skatteborgernes penge tilbage fra Odense Sport & Event. Kommunen er ellers overbevist om, at millionbeløbet er givet på et ulovligt grundlag.

- Vi kan enten vælge en voldgift med de konsekvenser, det har, eller vi kan vælge at indgå et forlig, siger Stefan Birkebjerg, der er stadsdirektør i Odense Kommune. 

Stefan Birkebjerg mener, det er det rigtige med et forlig, for en voldgift kunne potentielt koste Odenses skatteborgere et langt større beløb.

- Hvis det måtte vise sig, at Odense Sport & Event har ret, ville det potentielt koste Odense Kommune 17 millioner kroner, så en nøje afvejning gør, at jeg har indstillet til økonomiudvalget, at der indgås et forlig, forklarer Stefan Birkebjerg.

Borgmester: Alle er trætte af sagen

En voldgift kan blive en langvarig og dyr affære, og derfor bakker Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), også op om, at kommunen indgår et forlig.  

Se interviewet med Odenses borgmester.

- Parterne har stået ret stejlt over for hinanden. Hver part med jurister på hver sin side. For os var det en mulighed for at indgå et forlig eller skulle ud i en voldgift, der i princippet kunne tage rigtig lang tid og ende med at blive meget dyrere end forliget, siger Peter Rahbæk Juel.

Var det ikke pengene værd at gå i retten?

- Nej. Jeg tror, alle er rigtig trætte af denne sag, og byen har et behov for, at vi får den lukket på en fornuftig måde som muligt. Det er der med forliget, forklarer Odenses borgmester.

Odense Kommune og Odense Sport & Event er stadig uenige om, hvordan brugsretsaftalen til Sparekassen Fyn Arena skal fortolkes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt